DI Life Science

Sundhed for mor og barn i centrum: Mastitia sætter nye standarder for behandling af brystbetændelse

I krydsfeltet mellem innovation og omsorg udfordrer Mastitia den gængse praksis for forebyggelse og behandling af brystbetændelse blandt ammende kvinder. Virksomhedens stiftere Daniel Hovel Hansen og Emilie Glad Bak, udvikler et evidensbaseret produkt til at nedbringe behovet for antibiotika – med det klare mål at styrke kvinders og børns sundhed.

Foto: Nikolas Bak

Et problem, der fortjener en løsning

Brystbetændelse rammer op mod en fjerdedel af alle ammende kvinder på verdensplan. Trods voldsomt ubehag og risiko for alvorlige komplikationer har det hidtidige behandlingsfokus primært været antibiotika og kosmetiske produkter uden dokumenteret virkning. ”Området er både overset og normaliseret – på trods af de store konsekvenser det har for både kvinde og barn,” understreger medstifteren Emilie Glad Bak.

Flere nyere studier indikerer, at tidlig og gentagen antibiotikabehandling hos spædbørn kan påvirke både det naturlige mikrobiom, indlæring og udvikling negativt. Medstifter Daniel Hovel Hansen forklarer: ”Det er veldokumenteret, at tidlig antibiotikabehandling, eller overførsel af antibiotika fra moderen, øger risikoen for sygdomme og udviklingsforstyrrelser hos spædbørn, fordi udviklingen af deres mikrobiom forstyrres.”

Det ville være fint hvis det også kom frem her at det udover direkte brug hos barnet, også er den indirekte brug fra moderen der bliver overført til brystmælken og derved overføres der residualer gennem brystmælken.

Stifterne bag Mastitia fremhæver, at forebyggelse af brystbetændelse, og derved reduktion af antibiotikaforbrug utvivlsomt har potentiale til at give spædbørn en sundere udvikling og færre sundhedsmæssige komplikationer i den tidlige barndom. Ud over de negative følger for både mor og barn har det nuværende forbrug af antibiotika også samfundsmæssige konsekvenser, da resistens over for behandling allerede ses på flere områder.

Allerede i dag ser vi udfordringer på flere områder; ifølge WHO kan antibiotikaresistens på sigt koste millioner af menneskeliv, hvis ikke der findes en løsning. (Kilde: Lektor, Maria Andreasen, Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin)

Foto: Nikolas Bak

Fra idé til virkelighed

Virksomheden udspringer af mange års erfaring med udvikling af probiotiske løsninger og et stærkt engagement i kvinders sundhed. Stifterne, Daniel Hovel Hansen og Emilie Glad Bak, der har baggrund fra førende danske og internationale biotekselskaber, har identificeret et presserende behov og sat sig for at lukke det strategiske hul i markedet, hvor en effektiv forebyggende tilgang har manglet.

I dag arbejder Mastitia målrettet med at rejse kapital, indgå partnerskaber og forberede de nødvendige kliniske studier, så løsningen kan realiseres fuldt ud og gavne de mange kvinder og børn.

Som så mange andre iværksættere møder Mastitia naturlige barrierer, både blandt investorer og i det etablerede sundhedssystem. Skepsis skyldes ofte, at der endnu ikke eksisterer tilsvarende løsninger, og at spørgsmålet ”hvorfor har ingen gjort det før?” stadig står i vejen for reel forandring. ”Det spørgsmål møder vi ofte – men hvis det havde været et problem, der ramte mænd, er det svært at forestille sig, at det ikke for længst var blevet løst," bemærker medstifter Daniel Hovel Hansen. Virksomheden arbejder aktivt på at oplyse, motivere og overbevise såvel investorer som sundhedsprofessionelle om, at kvinder og spædbørn fortjener samme innovationskraft som andre segmenter – og at markedsføring af evidensbaseret medicinsk udstyr vil komme både den enkelte og samfundet til gode.

Virksomheden har dog gode, fortløbende dialoger med investorer og samarbejdspartnere og oplever stærk opbakning fra såvel faglige som kliniske nøglepersoner i deres felt, ligesom støtten fra Innovationsfonden har bidraget væsentligt til deres fremskridt. Mastitia ser positivt på en markedsintroduktion, hvor de inden for overskuelig fremtid forventer at deres produkt vil være tilgængeligt.

Kort om Mastitia

Mastitia udvikler medicinsk udstyr til behandling og forebyggelse af brystbetændelse baseret på naturlige mælkesyrebakterier. Målet er at erstatte eller supplere antibiotika, mindske komplikationer hos mor og barn. Virksomheden er i gang med den udviklingsproces og har stærke partnerskaber samt betydelig investorinteresse, men er fortsat på udkig efter yderligere investorer for at kunne videreudvikle og realisere deres potentiale. Læs mere om Mastitia her. Læs mere om mastitis her.

Læs mere om AMR Alliancen

AMR-alliancen arbejder for at bekæmpe antibiotikaresistens ved at sætte dagsorden, formidle viden og udvikle konkrete løsninger. Alliancen ønsker at udarbejde en handlingsplan med specifikke indsatser og inviterer til en konstruktiv og løsningsorienteret debat, der skal føre til handling. Målet er at sikre, at resistente infektioner fremover kan kureres – til gavn for Danmark og resten af verden. Læs mere om alliancen og antibiotika resistens her.

Relateret indhold