Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
07.04.21 DI Life Science Nyheder

EMA fastholder anbefalingen af AstraZeneca-vaccinen

En ekspertgruppe nedsat af EMA har nu konkluderet, at der sandsynligvis er sammenhæng mellem sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader og blødning og vaccinationer med AstraZenecas COVID-19-vaccine. Dog understreges det, at fordelene ved vaccinen fortsat opvejer de mulige risici.

EMA meddelte i en pressemeddelelse onsdag den 7. april 2021, at de ser en mulig forbindelse mellem AstraZenecas covid-19 vaccine og sjældne tilfælde af en kombination af usædvanlige blodpropper med et lavt antal blodplader. Konklusionen ændrer dog ikke på, at AstraZenecas COVID-19-vaccine fortsat er godkendt af lægemiddelmyndighederne, fordi fordelene i forhold til at modvirke dødsfald og andre sundhedsmæssige konsekvenser af COVID-19 stadig opvejer de mulige risici i form af kendte og mulige bivirkninger. 

EMA oplyser, at den sundhedsfaglige vurdering af om vaccinationerne med AstraZeneca skal genoptages, blandt andet afhænger af smittetrykket og tilgængeligheden af andre vacciner i de enkelte lande. I Danmark har Sundhedsstyrelsen foreløbigt sat AstraZeneca-vaccinen på pause indtil den 15. april 2021.

FAKTA

86 tilfælde af sjældne sygdomsbilleder indtil videre undersøgt i EU – to i Danmark
86 tilfælde af særlige sygdomsbilleder er indtil videre undersøgt som led i EMA’s undersøgelse. Heraf er 18 personer døde. Lægemiddelstyrelsen har modtaget to danske indberetninger, hvor det er konstateret, at der er tale om det særlige sygdomsbillede.

Relateret