DI Life Science

Mød Howdy og knæk stresskurven med systematisk forebyggelse

Google Maps leder vejen til Københavns Universitet på Islands Brygge. Her holder Howdy til blandt et miks af studerende, en afdeling af IBM og en række mindre techvirksomheder.

Rasmus Hartung, CEO i Howdy

Howdy har udviklet en app-løsning, der tager mental sundhed alvorligt. Fordi vores mentale sundhed ikke blot kan måles en enkelt gang om året til en medarbejdertilfredshedsundersøgelse, og fordi det kan betale sig på bundlinjen, når både den enkelte, arbejdspladsen og uddannelsesinstitutioner sætter ind med forebyggelse – også den mere utraditionelle af slagsen.

Coronapandemien var en af årsagerne til, at vores mentale trivsel for alvor kom på dagsordenen, især unges trivsel – eller mangel på samme. Siden har både politikere på tværs af politiske skel, organisationer og uddannelsesinstitutioner forsøgt at sætte ind overfor den ærgerlige tendens, hvor flere og flere unge mistrives og får stress, angst og depression. Men hvis vi virkelig skal rykke noget, er det forebyggelsen – den trænger til et eftersyn:

Vi skal turde købe ind på præmissen om, at vi skal have fat i de raske for reelt at kunne forebygge. Vi er som mennesker ikke i stand til at reagere på de meget tidlige tegn på mistrivsel, og ofte sker det, når det først er gået galt. Derfor skal vi ind og arbejde systematisk med vores mentale helbred. Rasmus Hartung, CEO hos Howdy

Forebyggelse og tidlig opsporing giver færre sygemeldinger og egentlige behandlingsbehov

Fundamentet i løsningen er en app, hvor man monitorerer egen trivsel løbende. Faktisk en-to gange om måneden. Spørgsmålene man skal besvare er 5 kernespørgsmål fra den videnskabelige model WHO-5. Hvis trivslen begynder at skride, får man et opkald af en erhvervspsykolog, og kan følge op på svarene, og spørge ind til forskellige emner ud fra en coachende tilgang.

Som udgangspunkt følger psykologen op med et kald nogle uger efter. Hvis der er problemstillinger, som ikke umiddelbart kan løses, bliver den enkelte foreslået at tage fat i egen leder, HR eller egen læge, så der kan blive taget hånd om problematikken.

Vi har bygget løsningen hybridt, da jeg ikke mener, at vi kan løse alle de menneskelige problemer alene med teknologi endnu. Det giver noget andet, at man får en samtale med et professionelt menneske, hvis teknologien viser, at der kan være behov for det,” forklarer Rasmus Hartung.

Fastlåste kulturer og normer kan spænde ben for den egentlige forebyggelse

Offentlige organisationer, private virksomheder eller uddannelsesinstitutioner – alle mennesker kan forebygge mental mistrivsel. ”Men er der ingen barrierer? Hvad med dataetik? Og ikke mindst skaleringen?”. Spørgsmålene er mange. Svarene mere enkle:

Vi oplever bestemt, at folk kan være mistroiske i starten og nervøse for, hvor data havner, og om chefen får den enkeltes besvarelse. Men vi kan hurtigt slå brodden af tvivlen, for det er kun erhvervspsykologerne, der sidder i vores rådgivning, der kan se den enkeltes besvarelser. Ledelsen får udelukkende et samlet overblik over afdelingen, hvis afdelingen vel at mærke er stor nok til anonymitet, og lederen efterspørger det. Rasmus Hartung, CEO hos Howdy

I forhold til skaleringen, har Howdy et ønske til politikere bredt og regionspolitikere især:

De skal være nysgerrige! Nysgerrige på at gøre tingene på nye måder og tænke forebyggelse bredt – ikke kun i forhold til KRAM-faktorer. Teknologien kan så meget i dag. Den udvikler sig hele tiden,” siger Rasmus Hartung og fortsætter:

”Og så vil det være meget nemmere, hvis vi ikke skal lave aftaler med enkelte sygehuse eller regioner eksempelvis, men at man tænker mere på tværs af landet i forbindelse med offentlige indkøb.”

Kort om

Howdy startede deres rejse med at forebygge mental mistrivsel i 2014 ud fra et opgør med de mange tilbud til eksempelvis stressramte, der alle blev sat i gang for sent – initiativerne var snarere behandling frem for forebyggelse. Howdy tror på, at mental trivsel er en dynamisk størrelse, der skal måles og handles på kontinuerligt. De har derfor udviklet en unik metode til selvmonitorering af trivsel gennem en app, hvor et hold af erhvervspsykologer følger proaktivt op på trivselsvurderingerne i appen.

Læs mere om Howdys spændende løsninger og bliv klogere på, hvordan psykiske lidelser kan forebygges her.

Relateret indhold