24.06.22 DI Life Science Nyheder

Status fra Bruxelles #3

Opholdet i Bruxelles er ved at nå sin ende. EHDS var det helt store fokusområde, mens pharma-reguleringen lader vente på sig.

Vi nærmer os sommerferien, hvilket også betyder, at mit ophold i Bruxelles synger på sidste vers.

Foruden en afstikker til først møde i DI’s Life Science udvalg, og senere Folkemøde, har juni måned også stået i det europæiske sundhedsdatarums (EHSD) tegn.

Som jeg tidligere har berørt her i min EU-blog, ser vi fra DI’s side store potentialer for EHDS. Men skal potentialerne indløses, skal vi indrette systemet klogt. Vi har indsendt et høringssvar til Sundhedsministeriet, med henblik på at pege den officielle danske position i den rigtige retning. Her har vi bl.a. slået på, at EHDS skal:

  • Tilpasses den øvrige lovgivning på dataområdet, fx Data Governance Act og GDPR, så fortolkningerne af datahåndtering er den samme på tværs af lovgivning og lande.
  • Sikre tydelighed om regler, så der fortolkes ens på tværs af lande – de klare spilleregler har både betydning for adgangen til at udvikle nyeste løsninger, såvel som sikring af lige konkurrence og muligheder på tværs af landende
  • Sikre at interoperabiliteten faciliterer en øget og sikker udveksling af sundhedsdata på tværs af EU-landene, dette kræver også massive investeringer i den digitale infrastruktur. I den forbindelse skal EHDS understøtte et ’race-to-the-top’, så lande der i forvejen er langt på den digitale dagsorden ikke rulles tilbage, men kan fortsætte sin udvikling.
  • Stille sundhedsdata til rådighed til forsknings- og udviklingsformål på tværs af alle sektorer i sundhedssystemet - herunder lige adgang til private og offentlige forsknings- og nyudviklingsaktiviteter.
  • Tage alle nødvendige forholdsregler for at beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder.

Du kan læse hele DI’s positionspapir her.

Foruden vores eget positionspapir, er vi tæt involveret i DigitalEuropes behandling af EHDS-forslaget. Her arbejder vi på et positionspapir, der dykker længere ned i de tekniske aspekter af forslaget. Samtidig holder vi hinanden opdateret på vores ’hjemlandes’ positioner. De europæiske branchefællesskaber kommer virkelig til sin ret i disse komplicerede sager.

En anden af vores internationale søsterorganisationer, Business at OECD, som jeg også tidligere har talt om, har i denne måned lanceret sin kampagne om Health Resilience ’Stronger together’. Kampagnen er et input til OECD og nationale regeringer om, hvordan man kan arbejde sammen med industrien om at øge sundhedens modstandsdygtighed og fremme bæredygtige tilgange til sundhed.

Med sommer i Bruxelles kommer også en række sommerreceptioner. Så den sidste tid vil også gå med at fortsætte folkemødestemningen og få talt med en række gode europæiske kollegaer og samarbejdspartnere. Og så ses vi snart i København.

Simone Overby Sloth

Simone Overby Sloth

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3140
  • Mobil +45 2211 7389
  • E-mail sios@di.dk

Relateret indhold