DI Life Science

Mød MotilityCount: Tidlig afklaring af fertilitetsproblemer kan være nøglen til at løse stigende barnløshed

3D-printer, laboratorieudstyr, et hav af papkasser og PowerPoints. Både udvikling, produktion og distribution foregår under samme tag i Valby, hvor MotilityCount hører til. Underboen er praktiserende læger – de selv samme læger, som MotilityCount gerne vil bryde lydmuren til for at lykkes med deres mission om at hjælpe flere par til at få børn.

Foto: GettyImages

Virksomheden har nemlig udviklet et produkt til tidlig opsporing af fertilitetsproblemer hos mænd. Diagnosticeringen kan klares på kun en halv time hjemme i egne rammer – udenom lange ventelister og uden akavede besøg på fertilitetsklinikken i første omgang.

Den demografiske udvikling kan (måske) vendes

Der tegnes ofte et dystert billede, når talen falder på vores demografiske udvikling: Vi bliver ældre og ældre og færre i den arbejdsdygtige alder, ligesom vi i en lang årrække har haft et faldende fødselstal. En udvikling der ser ud til at fortsætte, hvis ikke vi får flere børn. Der kan være et hav af forklaringer på de lave fødselstal, men én af forklaringerne kan være problemer med fertiliteten.

Næsten hvert 10. barn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Det sker som udgangspunkt med fokus på kvinden – sjældnere er fokus rettet mod mændenes mulige fertilitetsproblemer. Dette selvom 20 % af mænd i aldersgruppen 18-40 år har fertilitetsproblemer på verdensplan. Zoomer vi ind på Danmark,  står det endnu værre til – her er tallet helt op til 40 % for unge mænd i aldersgruppen 18-23 år.

Mænd kommer som regel ikke afsted for at få deres fertilitet undersøgt. Det kan skyldes, at det er tabu, og at man ofte ser, at det er kvinden i forholdet, der tager initiativ til at ville have børn. Derfor sker det også i visse tilfælde, at man starter med at kigge på, om kvinden kan få børn. Det er til gengæld langt mere krævende og omkostningstungt end at starte hos manden. Mogens C. Thomsen, CEO hos MotilityCount

Tidlig opsporing – fordi hver dag tæller

Den positive vinkel er, at det kræver ganske lidt at undersøge mænds fertilitetspotentiale. Med MotilityCounts løsning kan man købe en test på apoteket eller online og teste sædkvaliteten derhjemme på 30 minutter.

Vi ved, at hver dag tæller. Derfor handler det om at få en hurtig afklaring – diagnostisk om man vil – så rette behandling eller livsstilsændringer kan sættes i gang hurtigst muligt, og drømmen om at få barn rykker tættere på,” siger Mogens C. Thomsen. 

Fertilitet på agendaen

De seneste år har der været et stigende fokus på fertilitet hos politikerne og med de store problemer på området med lange ventelister på udredning og behandling i sundhedsvæsenet samt det stigende antal par med fertilitetsudfordringer, er det da heller ikke uden grund. Koden lader dog endnu ikke til at være knækket.

Det er ingen hemmelighed, at de lande i verden, hvor vi oplever størst succes med vores løsning, er lande hvor fertilitet står øverst på dagsordenen – både politisk og mediemæssigt. Her er det italesat som en af de største samfundsudfordringer. Men selvom vi i Danmark også har oplevet større bevågenhed, er der desværre lang vej igen. Vi mangler fortsat at se ’ketchupeffekten’,” uddyber Mogens C. Thomsen.

Handler det om vores sundhedssystem og dets opbygning og kultur? Manglende vilje til offentlig-privat samarbejde?,” spørger vi.

Vi oplever det enormt vanskeligt at trænge igennem til sundhedsvæsenet og især hos de praktiserende læger, hvor mange nok ville komme med en indledende bekymring for fertiliteten. Jeg er usikker på, hvad det skyldes: Generel mistillid til private leverandører, eller måske fordi hele systemet er bygget op omkring henvisninger? Mogens C. Thomsen, CEO hos MotilityCount

MotilityCount peger på, at lægerne er begyndt at foreslå eksempelvis hjemmetest for kønssygdomme som førstevalg. Det samme billede omkring tidlig skepsis overfor hjemmetest for COVID-19 var gældende, hvor vores sundhedsmyndigheder i dag decideret anbefaler hjemmetest. Forhåbningen er derfor, at man indenfor en overskuelig fremtid lander samme sted med test af fertilitet hos mænd.

Kort om

MotilityCount startede i 2011 med ambitionen om at kunne teste mænds fertilitet nemt og enkelt med en valid test til hjemmebrug, da udviklerne bag havde set de mange udfordringer gennem 20 år i fertilitetsbranchen. I 2015 blev SwimCount™ CE-mærket og lanceret i Danmark og efterfølgende på hylderne verden over. Virksomhedens ambition er at øge kendskabet til mandlig fertilitet, og gøre det muligt for parret at få drømmen om et barn opfyldt – jo før, jo bedre.

Læs mere om MotilityCount og muligheden for at opspore mænds fertilitetsproblemer langt nemmere og tidligere end i dag. 

Relateret indhold