Strukturkommissionen skal bygge et mere digitalt og nært sundhedsvæsen
Strukturkommissionen skal gøre arbejdet færdigt.
Ingen kan være i tvivl om, at udfordringerne står i kø i sundhedsvæsenet. De mange udfordringer kræver grundlæggende strukturelle forandringer, hvis ikke sundhedsvæsenet skal kollapse under det stigende antal patienter, der kræver behandling og pleje i de kommende år. Derfor er det også helt rigtigt set af regeringen at nedsætte en strukturkommission, der skal opstille modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.
Denne gang skal kommissionen gøre det arbejde færdigt, som den daværende strukturkommission for 15 år siden satte i gang. Nu er tiden inde til at sikre et nært, sammenhængende og digitalt sundhedsvæsen med patienten i centrum.
Hvis vi skal lykkes med det, er der tre centrale målsætninger, der skal opfyldes.
1. Flere skal behandles i eget hjem
Målsætningen for kommissionens arbejde bør være, at det nære sundhedsvæsen gør patienten i stand til – så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt – at tage vare på sig selv i hjemmets trygge rammer. Gerne i samspil med pårørende, egen læge og hjemmesygeplejersken. Det vil både være til gavn for patienterne, deres pårørende og ikke mindst de hårdt pressede hospitaler.
Derfor er der brug for ensartede incitamenter for sygehuse, praksissektoren og kommunerne til at indkøbe og anvende innovative digitale og teknologiske løsninger. Disse løsninger skal sikre en omstilling af sundhedsvæsenet, der i størst muligt omfang understøtter behandling i eller tæt på eget hjem for blandt andet kronikere, ældre medicinske patienter og i psykiatrien.
2. Mere digital sammenhæng i sundhedsvæsenet
Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen forudsætter én fælles sundhedsdatainfrastruktur, der sikrer bedre adgang til og brug af sundhedsdata. Jo bedre data sundhedspersonalet har, desto hurtigere og mere præcist kan de udrede og behandle patienterne. Men i dag taler de forskellige systemer ikke sammen, når f.eks. en ældre patient har været indlagt med hoftebrud og den praktiserende læge og fysioterapeuten skal stå for det videre behandlings- og genoptræningsforløb.
3. Effektiv implementering og skalering af teknologi
En tredje væsentlig strukturel udfordring er den manglende nationale udrulning af sundhedsløsninger med dokumenteret effekt, herunder arbejdskraftbesparende teknologier. Her er der et stort uudnyttet potentiale. For teknologien findes allerede i stor udstrækning i dag. Kunstig intelligens kan eksempelvis understøtte radiologerne i at scanne flere patienter for kræft hurtigt og præcist. KOL-patienter kan med et digitalt apparat selvmonitorere iltniveauet i eget hjem og VR-teknologi kan bruges til at behandle psykisk sygdom, når ventelisterne i psykiatrien er presset. Eksempler, der for alvor sætter patienten i centrum. Men i dag sker det kun på et specifikt hospital, i en enkelt kommuner eller i én region – ikke på tværs af regioner og kommuner i hele landet.
Vi er nødt til at tænke sundhed på en ny måde, hvis vi skal behandle flere patienter med færre hænder i fremtiden. Den nye strukturkommission må derfor stille helt skarpt på at sikre patienterne den bedst mulige behandling i et mere digitalt, sammenhængende og nært sundhedsvæsen.
(Debatindlægget blev udgivet i Sundhedsmonitor den 02/03/23).
