DI: EU-Kommissionens forslag til ny pharmalov er et selvmål
En omfattende medicinalreform foreslået af EU-Kommissionen risikerer at forringe konkurrencekraften i medicinalindustrien. Sådan lyder advarslen fra Dansk Industri.
Europa var engang verdensledende indenfor udvikling af ny medicin, men det er vi ikke mere. USA er i dag verdens største marked. Det er også her, der investeres mest i udvikling af ny medicin. Kommissionens forslag vil kun forringe en allerede dårlig konkurrencemæssig position for europæiske lægemiddelvirksomheder. Det er ikke mindst afgørende for Danmark, hvor lægemidler er en af vores største eksportvarer. Peder Søgaard-Pedersen, Branchedirektør
Det er især ét element, som vækker bekymring. Det handler om, at kommissionen vil forkorte den periode, som ny medicin som udgangspunkt har patentbeskyttelse i. Altså de år, hvor andre ikke må kopiere den og sælge den til en lavere pris.
Kommissionen foreslår, at en virksomhed kan få forlænget beskyttelsesperioden for patentet, hvis medicinen kommer på markedet i samtlige 27 EU-lande inden for to år. Formålet er at give en gulerod til de firmaer, der er med til at sikre bedre adgang til lægemidler i hele unionen.
”Vi vil grundlæggende det samme som Europa-Kommissionen, nemlig at sikre flere europæiske patienter bedre adgang til medicin. Men Kommissionens analyse er forkert. Det er ikke industrien, der er årsagen til, at patienter i f.eks. Rumænien, Bulgarien og Polen må vente mere end 2 år i gennemsnit, mens patienter i Tyskland kan nøjes med at vente i 133 dage fra et nyt lægemiddel er godkendt, til de kan få adgang til det. Det er de nationale myndigheder, der vurderer værdien af et nyt lægemiddel for deres sundhedsvæsen, ligesom de står for indkøbsprocessen. Det er her, det går galt,” siger Peder Søgaard-Pedersen, underdirektør og chef for DI Life Science og fortsætter:
”Med sit forslag om at reducere den konkurrencemæssige beskyttelse af nye lægemidler, forsøger Kommissionen med andre ord at straffe industrien for et myndighedsproblem i enkelte medlemslande. I stedet burde Kommissionen se på, hvordan medlemslandene og Kommissionen i fællesskab kan hjælpe med at reducere sagsbehandlingstiden i hele EU, så flere patienter kan få hurtigere adgang til ny medicin.”