Debat: Bøvlede regler skader patienter og samfund
Det kommer ikke længere som nogen overraskelse, at vores velfærdssystem er under pres. Vi bliver flere ældre og færre til at behandle og yde omsorg. Heldigvis er vi nået langt i udviklingen af teknologi, der styrker velfærden. Dermed kan ansatte i vores sundhedsvæsen få frigivet tid og blive aflastet, og vi kan samtidig sikre høj kvalitet, fleksibilitet og tryghed for patienterne eller vores ældre medborgere. Men i dag er situationen sådan, at alt for mange ikke får gavn af de mange velfærdsteknologiske løsninger og hjælpemidler, som er nødvendige for at kunne klare sig i hverdagen. Årsagen er absurd administrativt bøvl – hvor alle taber.
(Dette er et debatindlæg fra Avisen Danmark).
Et eksempel er en kvinde i 50’erne med diabetes. Hun har brug for kompressionsstrømper for at kunne gå på arbejde hver dag – på trods af kronisk sygdom – og for at undgå forværring af hendes sygdom og følgesygdomme. Men kommunen og regionen kan ikke blive enige om, hvem der har ansvaret. Det er nemlig sådan, at det såkaldte ”afgrænsningscirkulære”, som i årevis har givet problemer, ikke opdeler ansvaret klart. Det betyder grundlæggende, at kommunen har ansvar for hjælpemidler, og regionen har ansvaret for behandlingsredskaber, men alt for ofte er der uenighed om, hvorvidt f.eks. kompressionsstrømper er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab – og så ender borgeren ofte som kastebold.
Et andet eksempel er en ung mand, der er blevet lam i benene efter en trafikulykke. Han har behov for en skinne for at kunne træne at gå og passe et arbejde, som før trafikulykken. Den unge mand kastes frem og tilbage mellem kommune og region, fordi sygehuset mener, der er tale om et hjælpemiddel, mens kommunen vurderer, at skinnen er et behandlingsredskab og derfor ikke kan bevilliges kommunalt.
De to eksempler er tragikomiske, men desværre velkendte scenarier for alt for mange mennesker med behov for hjælp til et aktivt hverdagsliv. For borgeren betyder det ventetider, som kan betyde sygemelding, potentielle følgesygdomme, samt øget behov for hjælp - samtidig med, at borgeren står i et uacceptabelt limbo, som kan være meget vanskeligt at navigere i.
Men det har også store konsekvenser for samfundet. Ventetiden på sagsbehandlingen øger nemlig risikoen for (gen)indlæggelser, samt øget behov for hjemmehjælp og behandling – i et i forvejen presset sundhedsvæsen med mangel på arbejdskraft. En uheldig sygdomsudvikling kan også have konsekvenser for arbejdstilknytningen, som igen trækker veksler på samfundsøkonomien, ligesom der bruges ressourcer på unødvendig sagsbehandlingstid og tovtrækkeri i både regioner og kommuner. Regnestykket mellem kompressionsstrømper og en benskinne, som i de nævnte eksempler, og de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser går ganske enkelt ikke op.
Tiden er derfor inde til at erstatte afgrænsningscirkulæret med et tidssvarende regelsæt, der er anvendeligt i praksis. Regeringen har allerede erkendt problemstillingen og stillet i udsigt, at de vil ”forenkle reglerne, så borgerne oplever øget tilgængelighed, mindre ventetid og mere smidig visitation”. Vi ved, at der ikke er nogen snuptagsløsninger, men en løsning skal findes. Vi står som organisationer klar til at bidrage til et nyt set-up, så både menneske, fagfolk og samfund vinder.
