Life science industrien stormer frem, men analyse giver også anledning til bekymringer
Erhvervsministeriets fodtryksanalyse viser, at life science industrien står for en femtedel af dansk eksport. Men når det kommer til kommercialisering af forskning, halter Danmark efter.
Life science industrien overgår igen i år sig selv i forhold til både vækst, beskæftigelse og eksport. Til gengæld sakker danske virksomheder bagud, når det handler om at få kommercialiseret de innovative løsninger.
”Life science er et vækstlokomotiv, der leverer varen, selv når verdensøkonomien er på usikker grund. Men hvis industrien skal blive ved med at vækste, så skal vi satse markant mere på vækstlaget. Det gælder fx vores innovative virksomheder, der udvikler sundhedsteknologi og hele biotekbranchen, der leverer fundamentet til de fleste nye behandlinger mod kræft og andre alvorlige sygdomme,” siger vicedirektør i DI, Henriette Søltoft og fortsætter:
Derfor ønsker DI, at den nye life science strategi indeholder konkrete anbefalinger til bedre incitamentsstrukturer for innovation og forskning. Vi peger bl.a. på at etablere et nationalt tech-trans kontor, der vil sikre en ensartet proces for spin-out og fortolkning af lovgivningen og gøre det nemmere at overføre viden fra forskningsinstitutionerne til iværksættere. Henriette Søltoft, Vicedirektør
DI foreslår fem konkrete initiativer til at styrke vækstlaget i life science industien:
- Etablér et nationalt tech-trans kontor – det vil gøre det nemmere at overføre viden fra universiteter og andre forskningsinstitutioner til iværksættere.
- Fast bevilling til Open Entrepreneurship som på tværs af universiteterne kobler forsknings- og forretningsmæssige kompetencer. Det vil være med til at modne forskning og udvikle kommerciel forretning.
- Skab et nationalt overblik og en større koordinering af offentligt finansierede forsknings- og udviklingsprojekter på sundhedsområdet samt et krav om forudgående simpel markedsafdækning.
- Stil krav til at have mindst én privat virksomhed med som partner i projekter der direkte eller indirekte sigter mod udvikling af produkter og løsninger, der kræver certificering (CE, MDR mv.).
- Etablér growth funds i Danmark – der er brug for fonde, der kan investere større beløb i scaleups. Vi skal kigge på erfaringerne fra Dansk Vækstkapital i EIFO og modeller for, hvordan pensionsselskaberne og andre institutionelle investorer kan bidrage til at rejse fondene.
Læs mere i DI’s iværksætterudspil her, og se Erhvervsministeriets fodtryksanalyse af life science branchen her.