Foto: EUHA
25.10.24 DI Life Science Nyheder

Danmark fremhæver styrkeposition indenfor høreteknologi på EUHA-Konference i Hannover

Den 68. udgave af International Congress of Hearing Aid Acousticians (EUHA) er netop blevet afholdt i Hannover, med Danmark som partnerland.

Konferencen, som er en af de mest betydningsfulde begivenheder inden for høreteknologi, tiltrak eksperter og virksomheder fra hele verden for at diskutere de nyeste innovationer og trends i branchen.

Peder Søgaard-Pedersen, underdirektør  og chef for DI Life Science, var en af de tre talere ved åbningen af kongressen. I sin tale fremhævede han bl.a. Danmarks stærke position inden for høreteknologi. "MedTech – ikke mindst høreapparatproducenterne – er en virkelig vigtig del af den danske life science sektor," sagde Søgaard-Pedersen og fortsatte: ”Det er takket være vores lange tradition indenfor lyd- og høreteknologi, at vi i Danmark bliver omtalt som  ’Silicon Valley of sound’."

Med over 16.000 ansatte i Danmark og en eksportværdi på mere end 3 milliarder Euro i 2020, er MedTech-sektoren en væsentlig spiller i dansk økonomi.

De danske virksomheder Demant, WS Audiology og GN er globalt anerkendte og har en samlet markedsandel på cirka 60 procent. Det skyldes bl.a. tæt samarbejde mellem høreapparatsakustikere, audiologer og industrien samt en stærk tradition for virksomhedsejerskab og partnerskabsbaseret samarbejde.

"Tillid, stærke partnerskaber og dialog er kendetegnene ved dansk virksomhedskultur,” uddyber Peder Søgaard-Pedersen.

Fremtidens brug af kunstig intelligens i høreindustrien var også et centralt emne på konferencen. AI-teknologier forventes at revolutionere høreapparater ved at tilbyde mere præcise og personaliserede løsninger til brugerne. Det potentiale skaber spænding og optimisme i branchen, og flere virksomheder investerer kraftigt i forskning og udvikling af AI-baserede løsninger.

EUHA-konferencen i Hannover var igen i år en vigtig platform for udveksling af viden og innovationer inden for høreteknologi. DI Life Science ser frem til at følge de mange udviklinger inden for høreteknologi, der vil forme fremtidens løsninger og forbedre livskvaliteten for patienter verden over.

Relateret indhold