Getty Images
06.08.24 DI Life Science Nyheder

Ældre Sagen og DI: Vær reformmodige - patienterne fortjener det

Hvis vi virkelig ønsker at forbedre forholdene for vores ældre, er vi nødt til at tænke ældrepleje og sundhed sammen.

Bragt i AvisenDanmark 5. august 2024.

For mange ældre er sundhed en integreret del af hverdagen. Størstedelen af de ældre, der modtager hjemmepleje eller bor på plejehjem, er svækkede, syge og har ofte flere kroniske sygdomme.

Hvis vi virkelig ønsker at forbedre forholdene for vores ældre, er vi nødt til at tænke ældrepleje og sundhed sammen.

Ældre er en særlig patientgruppe. Vi siger populært, at vi kommer i "reparationsalderen", for ældre er mere syge end andre befolkningsgrupper. Antallet af kroniske lidelser stiger med alderen. Flere end tre ud af fire ældre over 80 år er i kontakt med sygehuset i løbet af et år. Flere end 40 procent af alle 80+-årige har kontakt til både hospital, kommune og almen praksis.

Desværre oplever hver femte over 80 år, der indlægges akut, at samarbejdet mellem hospital og kommune er ringe eller ikke eksisterende, når de udskrives fra hospitalet.

Det er et tegn på, at vores mest sårbare borgere desværre ofte står alene i et myndighedsmæssigt ingenmandsland. Det illustrerer også tydeligt, at det fragmenterede ansvar og silostrukturen i det nære sundhedsvæsen er problematisk.

Usammenhængende patientforløb kan have store konsekvenser for ældre og deres livskvalitet. Det kan føre til forvirring, gentagne indlæggelser, tab af funktionsevne og i værste fald forværret helbred.

Gentagne indlæggelser er en stressende oplevelse, ligesom det er en kilde til bekymring for pårørende.

Tænk, hvis vi kunne forebygge meget mere, så vi fremover undgår størstedelen af de mange indlæggelser. Det kan vi faktisk. Men det kræver de rette incitamenter og data, der taler sammen. Et centralt element er økonomiske incitamenter, der fremmer sammenhængende patientforløb og bedre forebyggelse.

Fremtidens sundheds- og ældrevæsen skal indrettes uden bureaukratiske og budgetmæssige barrierer. Sundheds- og omsorgspersonalet skal kunne samarbejde på tværs af specialer og faggrupper for at sikre de bedste forløb for vores ældre.

Vi mener derfor grundlæggende, at der er behov for et samlet ansvar under samme myndighed for ældre og sundhed. Vores ældre fortjener et sundhedsvæsen, der ser dem som hele mennesker og ikke bare som en række af særskilte helbreds- og sundhedsproblemer.

Regeringen og Folketinget har lige nu en unik mulighed for at gøre en reel forskel for vores ældre, hvis de er modige og tager udgangspunkt i sundhedsstrukturkommissionens model 1. For kun ved at tænke ældrepleje og sundhed sammen kan vi skabe et sundhedsvæsen, der er tilpasset ældres behov, og sikrer dem en værdig alderdom.

Skrevet af:

Lars Sandahl Sørensen, Bjarne Hastrup, adm. direktør, Ældresagen

Relateret indhold