Der er brug for én ansvarlig myndighed og ét budget for at få gjort op med den økonomiske kassetænkning
For DI står det klart, at sundheds- og ældreområdet bør sammentænkes langt mere, end det sker i dag. Der skal gøres op med silostrukturen og kassetænkningen, som i dag er en stor barriere for sammenhængende borger- og patientforløb.
Bragt i Sundhedsmonitor 26. August 2024.
I flere år har der været en generel og udbredt enighed om, at den nuværende indretning af sundhedsvæsenet ikke i tilstrækkeligt omfang kan løse fremtidens udfordringer med bl.a. flere ældre og flere patienter med kroniske sygdomme.
Regeringens Sundhedsstrukturkommission er nu kommet med en række forslag og anbefalinger til, hvordan vi kan omstille sundhedsvæsenet. Og mens vi venter på regeringens udspil, skaber det naturligvis uro og nervøsitet hos flere aktører, der måske skal spille en anden rolle i fremtiden.
Alle vil udvikling, men ingen vil forandring. Det bør dog ikke betyde, at vi glemmer udfordringen og baggrunden for nedsættelsen af Sundhedsstrukturkommissionen – og dermed slækker på ambitionerne.
Flere særligt mindre kommuner og/eller kommuner langt væk fra de største byer er i dag udfordret ift. at sikre den nødvendige kvalitet i især de mere specialiserede sundhedsopgaver.
Det skyldes bl.a. de generelle rekrutteringsudfordringer, lille opgavevolumen og deraf udfordret fagligt miljø.
Sundheds- og ældreområdet bør sammentænkes lang mere
I en kommende sundhedsstruktur bør ansvaret for de forskellige sundhedsopgaver placeres på en måde, hvor det sikres, at de løses med høj faglighed og ensartet kvalitet, skaber sammenhæng for patienterne og understøtter en hensigtsmæssig og effektiv brug af skattekronerne.
For DI står det klart, at sundheds- og ældreområdet bør sammentænkes langt mere end det sker i dag. Der skal gøres op med silostrukturen og kassetænkningen, som i dag er en stor barriere for sammenhængende borger- og patientforløb og investering i forebyggelse og behandling i eller tæt på eget hjem.
Samme konklusion er Danske Patienter, Ældre Sagen og Danske Handicaporganisationer kommet frem til, og de sendte tidligere på sommeren et åbent brev til regeringen og Folketinget med netop det budskab.
De tre organisationer bliver ligesom DI af flere skudt i skoene, at de vil øge centraliseringen og have mindre lokalt demokrati.
Der er brug for sammenhængende patientforløb
Men hvordan kan flere regioner med et samlet ansvar for sundheds- og ældreområdet være udtryk for mere centralisering og mindre demokrati end færre regioner og øget statslig styring af kvaliteten af sundhed og pleje i kommunerne?
Forpligtende kvalitetsstander er en udmærket måde at sikre en mere ensartet kvalitet på tværs af kommunerne, såfremt de reelt bliver forpligtende og kommunerne kan leve op til dem.
Men med statsligt definerede forpligtende kvalitetsstandarder for kommunernes sundheds- og plejeopgaver, så er der jo ikke meget rum til lokale prioriteringer.
Hvor meget lokalpolitisk indflydelse vil der reelt være plads til? Og er der overhovedet prioriteringsmuligheder lokalt, hvis man er forpligtet til at leve op til kvalitetsstandarderne?
Der er noget i argumentationen, som jeg ikke kan følge.
Til gengæld kan jeg til fulde følge og forstå argumentationen fra patient- og brugerorganisationerne. Og jeg er enig.
Der er brug for sammenhængende patientforløb, én ansvarlig myndighed og ét budget for at få gjort op med den økonomiske kassetænkning.
