Arbejdskraft bør være et stærkt pejlemærke i det kommende prioriteringsråd
Prioritering er helt uundgåeligt i et sundhedsvæsen med knappe ressourcer og stadigt flere patienter med bl.a. kroniske sygdomme.
Bragt i Sundhedsmonitor 17. januar 2025.
Spørgsmålet er, om den nuværende prioritering i sundhedsvæsenet finder sted på en tilstrækkelig gennemsigtig og ensartet måde for sundhedspersonalet og borgerne – eller om den i højere grad er afhængig af lokale forhold og periodiske spidsbelastninger?
DI deler derfor ambitionen om en tværgående, gennemsigtig og systematisk prioritering i sundhedsvæsenet med et nationalt prioriteringsorgan. Det er nødvendigt, hvis danske patienter skal have adgang til de nyeste og bedste sundhedsteknologier og behandlinger, der hvert år udvikles.
I vores optik skal prioritering i sundhedsvæsenet være dynamisk, hvor der løbende tages stilling til, hvad der ikke længere skaber nok værdi, så ressourcerne kan bruges på nye og bedre sundhedsydelser for patienterne.
Tværgående prioritering – men ikke på bekostning af specialviden og metoder
I Danmark har vi allerede flere forskellige prioriteringsorganer, der skal sikre, at patienterne får mest mulig sundhed for pengene. Men ofte spiller både medicin, teknologi og udstyr sammen i et patientforløb. Af samme grund har vi også brug for tværgående og målbare pejlemærker, der kan sikre en helhedsorienteret prioritering på tværs af sundhedsvæsenet. Men det er fortsat nødvendigt at have særskilte organer med høj faglighed, de nødvendige ressourcer og gennemsigtighed bag beslutningerne. For vi er nødt til at have respekt for, at det kræver forskellige vurderingsmetoder alt afhængig af, om det handler om ny medicin eller en ny teknologi.
Arbejdskraft som en del af ligningen
Når vi taler om ressourcer, er arbejdskraft den nye valuta. Derfor skal vi sikre, at patienter er velbehandlede og kan deltage aktivt i arbejdsstyrken, selvom de lever med sygdomme som eksempelvis diabetes eller migræne. Vi skal se adgang til effektiv behandling og innovative sundhedsløsninger som en investering, der gør patienterne så selvhjulpne som muligt. Samtidig bør vi frigøre kapacitet for sundhedspersonalet, da der er mangel på arbejdskraft både i sundhedsvæsenet og i resten af samfundet.
Medicinsk udstyr og sundheds-it tages allerede i brug for at spare læge- og sygeplejersketid, men der ligger også et stort potentiale i den måde, vi godkender og ibrugtager ny medicin på. Nogle lægemidler kræver færre timer af sundhedspersonalet end andre, og derfor bør patienter i Danmark have lettere adgang til nye lægemidler eller indikationer, der kan spare både sundhedspersonale og patienterne tid over et helt forløb.
Arbejdskraft og dynamiske effekter af sundhedsinvesteringer skal med andre ord være et bærende princip for at sikre mest sundhed for pengene, når vi prioriterer i sundhedsvæsenet.
Med aftalen om sundhedsreformen blev der taget nogle vigtige skridt mod et mere sammenhængende sundhedsvæsen, da de forskellige aktørers budgetter og kassetænkning fremover ikke på samme måde vil stå i vejen for at sætte patienten i centrum. Nu skal vi tage det næste skridt mod et bæredygtigt sundhedsvæsen, der kan levere høj kvalitet og effektivitet i fremtiden.
