Ærgerligt hår i suppen forstyrrer regionernes udspil om AI
In-house løsninger har ikke den samme skalerbarhed og styrker samtidig den 'not invented here'-kultur, som vi forsøger at gøre op med blandt andet gennem de nye initiativer i sundhedsreformen.
Bragt i Ingeniøren 10. januar 2025.
Regionerne har for nylig lanceret et nyt udspil om anvendelse af kunstig intelligens (AI) i sundhedsvæsenet.
Udspillet indeholder gode beskrivelser af både erfaringer og potentialet for at sikre den nødvendige omstilling af sundhedsvæsenet ved blandt andet øget kvalitet og bedre behandlingsforløb, aflastning og frigørelse af sundhedspersonalets tid samt mere behandling i eller tæt på borgernes hjem.
Udspillet indeholder også gode principper for, hvordan vi forløser teknologiens store potentiale. Særligt er jeg glad for anerkendelsen af potentialet og viljen til at skabe attraktive rammer for offentlig-privat samarbejde. Det er nemlig vejen frem.
En gal retning
Men. For der er et ret klart men.
Af udspillet fremgår det, at regionerne ønsker at blive bedre til at tage IP-rettigheder og medejerskab af nye løsninger. Det er efter min mening en helt gal retning.
Tværtimod er det helt afgørende, at IP-rettighederne og ejerskabet til de udviklede løsninger ender i en privat virksomhed eller spin-out, så forskningen kommercialiseres, kan udbredes til hele landet og eksporteres. Hvis vi for alvor skal have værdi af forskningen og nye løsninger, skal de jo skaleres nationalt og internationalt.
In-house løsninger har ikke den samme skalerbarhed og styrker samtidig den 'not invented here'-kultur, som vi forsøger at gøre op med blandt andet gennem de nye initiativer i sundhedsreformen. Regionalt medejerskab skaber desuden en række udfordringer, når virksomheden skal sælge løsningen, rejse ny kapital og indtage eksportmarkederne.
I den nye life science-strategi er hensigten også klar: »Vi skal blive endnu bedre til at udnytte de offentlige investeringer i forskning til at skabe nye virksomheder og sikre, at forskningen kommer ud af laboratoriet og ud til den enkelte patient, hvor det kan redde liv, skabe velstand og nye arbejdspladser,« som der står.
Lad os derfor holde snuden i sporet.
Det er – og bør ikke være – en regional opgave at udvikle og sælge AI-løsninger eller andre typer af sundhedsløsninger til hospitaler i ind- og udland. Regionerne bør heller ikke stræbe efter (delvist) varigt ejerskab af IP-rettigheder og løsninger. Der bør derimod være et klart mål om at gennemføre teknologioverførslen til eksisterende virksomheder eller spin-outs.
I et ellers godt udspil er det et væsentligt hår i suppen, som kan forstyrre den positive retning. Vi skal realisere det fulde potentiale af forskningen og teknologien. Det kræver de bedste rammer for kommercialisering og udbredelse af de nye AI-løsninger i fremtidens sundhedsvæsen.