Sundhedsreformen bør være valgets varmeste kartoffel
DI Life Science mener:
Danskerne går snart til kommunal- og regionsrådsvalg. Implementering af Sundhedsreformen er central for vores fælles sundhed - derfor bør det stå øverst på kandidaternes dagsorden.
Men fraværet af forsidevenlige magtkampe gør ikke regionsvalget mindre vigtigt. Tværtimod. Det er regionsrådene, der de næste fire år har ansvaret for driften af vores sundhedsvæsen, hvilket ikke mindst indebærer den fortsatte implementering af ambitionerne i Sundhedsreformen. Hvordan politikerne griber den opgave an, har stor betydning for, om vi lykkes med at indfri ambitionerne om styrket sammenhæng og mere nærhed i sundhedsvæsenet eller ej.
At varetage og styrke vores fælles sundhed er regionrådenes fornemste og vigtigste opgaver, og derfor bør enhver regionsrådskandidat kunne svare klart og tydeligt på følgende spørgsmål:
- Bør regionernes Sundhedsråd prioritere egne løsninger eller offentlig-private samarbejder?
- Bør Sundhedsrådene både bestille og udføre sundhedsløsninger til borgere og patienter med nye tilbud og personale, eller skal opgaverne i det nære sundhedsvæsen løses decentralt, hvor Sundhedsrådene bestiller sundhedsydelser hos eksterne offentlige og private leverandører?
- Bør Sundhedsrådene investere i teknologiske og digitale løsninger, der forebygger af indlæggelser af ældre selvom dette stadig er et kommunalt ansvarsområde?
I DI Life Science ved vi godt, hvad vi ville svare på spørgsmålene. I et sundhedsvæsen, der i fremtiden vil mangle endnu flere hænder, er det vigtigt, at vi skruer op for offentlige-private samarbejder, decentraliserer leveringen af sundhedsydelser til danskerne og dropper kassetækning til fordel for forebyggelse og mere sammenhængende behandlingsindsatser. Vi kan med andre ord ikke forfalde til vanetænkning og nej-attitude, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at leve op til Sundhedsreformen og i det hele taget sikre et fremtidigt sundhedsvæsen med plads til både omsorg, nærvær og pleje.
Men det er blot vores mening. Det vigtigste er, at de politikere, vi overlader ansvaret til, er skarpe på deres egne holdninger.
Rigtig god valgkamp.