28.11.25 DI Life Science Nyheder

Sundhedspolitisk analyse: Regionsrådsvalgets betydning for fremtidens sundhedsvæsen

Regionerne blev farvet blå efter regionsvalget med tre ud af fire regionsrådsformænd fra Venstre. Et farvel til Anders Kühnau i Region Midtjylland betyder også, at formandsposten i Danske Regioner er skiftet ud, så Mads Duedahl nu kan kalde sig både regionsrådsformand i Region Nordjylland og formand for Danske Regioner.

Sundhedsrådene bliver sundhedsreformens motor, og dermed er der også kamp om de 17 poster som formænd for sundhedsrådene. Der er fortsat mange ubekendte, men Altinget opdaterer løbende overblikket: Overblik: Her er formændene for de nye sundhedsråd - Altinget

Hvad der til gengæld ikke er helt ubekendt, er de fire regioners konstitueringsaftaler. Her lægges linjen for de nye regionsråds arbejde og prioriteter for de kommende fire år. Derfor er de værd at dykke ned i. For hvem prioriterer jeres konkrete sygdomsområder? Hvilke regioner er mest interesseret i digitalisering og teknologiske løsninger? Og hvor er der mest åbenhed for offentlig-private samarbejder?

Vi giver jer her et samlet overblik over de mest relevante elementer i de nye konstitueringsaftaler, som dog varierer utrolig meget i længde og indhold.

Region Østdanmark

I Region Østdanmark lykkedes det Lars Gaardhøj at lande en relativ bred konstituering med partier på begge sider af Socialdemokratiet.

Centrale nedslagspunkter i konstitueringsaftalen:

Digitalisering

Den nye storregion fremhæver digitalisering som helt central: Digitalisering skal tænkes med fra start, når sundhedsvæsenet udvikles – teknologi er en vigtig forudsætning for at lykkes med kvalitet i patientforløbene. Derfor betragtes virtuelle konsultationer, diagnostik og behandling på distancen som en del af løsningen. Her står direkte i aftalen, at Region Østdanmark vil øge brugen af innovative, arbejdsfrigørende sundhedsløsninger gennem øget samarbejde med life science industrien.

Derudover vil regionen integrere og udbrede E-hospitalet (fra Region Sjælland) i den gængse hospitalsdrift.

Lettere adgang til det primære sundhedsvæsen og hjemmebehandling

Flere indsatser skal løses lokalt og i borgernes hjem. Derudover foreslås fysioterapi uden lægehenvisning samt at undersøge muligheder for at give den primære sektor yderligere beføjelser til at henvise direkte til specialiseret behandling.

Sundhedsrådene

Sundhedsrådene betragtes som motor for omstillingen af sundhedsvæsenet mod det nære. Det kræver bl.a., at hospitalsledelser bliver til sundhedsledelser, der vender sig udad med ansvar for sundhedstilstanden bredt. Der skal udarbejdes en strategi for sundhedstilbuddene i de geografiske områder, hvor sundhedstilstanden er lavere end gennemsnittet.

I aftalen står konkret, at der skal udarbejdes en model for inddragelse af relevante aktører i sundhedsrådene, hvilket åbner døren for private aktører og et styrket offentlig-privat samarbejde.

Kvinders sundhed

Området er tydeligt prioriteret med varigt løft, der understøtter forskningsindsatsen og efter- og videreuddannelse af sundhedsprofessionelle, så kvinder mødes af et fagligt opdateret og forskningsbaseret grundlag i sundhedsvæsenet. Regionen vil derfor styrke samarbejdet med de faglige miljøer og sikre, at ny viden omsættes til praksis.

Integration af psykiatri og somatik

Regionen har som ambition at en integration mellem psykiatri og somatik skal sikre mærkbar forbedring af sundhedstilbuddene til mennesker med psykiske lidelser. Regionen vil investere i kapacitetsudvidelse og bedre samarbejde med kommuner om forebyggelse og tidlig opsporing af børn og unge.

Region Midtjylland

Billedet af Anders Kühnau, der sidder alene udenfor døren på valgaftenen er indprintet som et tydeligt valgresultat – og skift for regionen, der nu skal ledes af Venstres Anders G. Christensen.

Centrale nedslagspunkter i konstitueringsaftalen:

Demens

Der igangsættes en styrket indsats for demensudredningen i Region Midtjylland. første halvår 2026 for en samlet plan for den nye og forbedrede demensudredning i Region Midt.

Senfølger

Region Midtjylland etablerer to tværfaglige senfølgeklinikker til patienter med komplekse senfølger efter kræft.

Kortere ventetid

Man vil iværksætte en målrettet kapacitetsopbygning for at nedbringe ventetider på tre områder: Psykiatri, neurologi og høreområdet.

Psykiatri

Partierne vil i budgetlægningen for 2027 bl.a. afsætte 10 mio. kr., der skal sikre stabilitet og kvalitet i voksenpsykiatrien med bedre indlæggelser, mere fleksible ambulante tilbud og tid til faglighed frem for måltal.

I Region Midtjylland glimrer formuleringer om sundhedsrådene og offentlig-privat samarbejde ved sit fravær, ligesom digitalisering heller ikke fylder noget i teksten.  

Region Syddanmark

I Region Syddanmark forblev regionen i Venstres varetægt hos Bo Libergren. Men det er med en noget svagere opbakning end før, da Venstre kun fik ét mandat mere end Socialdemokratiet. Konsekvensen er, at Venstre ikke sidder ved bordenden i nogle af regionens fire sundhedsråd.

Centrale nedslagspunkter i konstitueringsaftalen:

Sundhedsrådene

I aftalen beskrives, at regionsrådet vil sikre, at der skabes gode politiske dynamikker og samarbejder, men ikke noget konkret om inddragelse af relevante aktører.  

Integration mellem psykiatri og somatik

Den kommende integration og ligestilling mellem psykiatri og somatik skal tilrettelægges og implementeres med fokus på afstigmatisering af psykiatri, gode patientforløb og videreudvikling af psykiatri - herunder i fht. forskning og rekruttering.

Region Nordjylland

Mads Duedahl er fortsat i spidsen for regionen, og han havde allerede inden valget sikret sig opbakning til at fortsætte som formand med en bred konstitueringsaftale med alle partier undtagen Socialdemokratiet. Efter valget er Duedahl også blevet formand for Danske Regioner efter Anders Kühnaus mange år på posten.

Centrale nedslagspunkter i konstitueringsaftalen:

Digitalisering

Region Nordjyllands stærke position på digitalisering og AI skal fastholdes, og der skal nedsættes et udvalg med fokus herpå.

Sundhedsreform

Regionen fokuserer på, at ville skabe mere sammenhæng og højere kvalitet i de nære sundhedstilbud og bedre muligheder for behandling i eget hjem.

Psykiatri som central prioritet

Der nedsættes et udvalg, der skal følge implementeringen af 10-års planen for psykiatri tæt, ligesom der sættes særskilt ind på at forbedre ventetider i børne- og ungepsykiatrien.

Relateret indhold