05.12.25 DI Life Science Nyheder

En sund befolkning er en investering i fremtidens arbejdskraft

Vores forståelse af sundhed skal gentænkes, så vi i langt højere grad betragter sundhed som en strategisk investering i samfundet. I den forbindelse har Roche Pharmaceuticals udsendt en hvidbog med fokus på sundheds som samfundsinvestering.

”Når mennesker med kroniske sygdomme får adgang til effektiv forebyggelse, tidlige indsatser og den bedst mulige behandling, er det med til at styrke deres mulighed for at fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet og leve et aktivt liv på trods af sygdom. Det er ikke kun vigtigt for den enkelte, der har noget at stå op til. Det er også nødvendigt for at få hjulene til at løbe rundt i fremtiden, hvor vi udfordres af mangel på arbejdskraft,” siger Peder Søgaard-Pedersen, branchedirektør for DI Life Science.

Den ambition bakker Roche Pharmaceuticals op om. Virksomheden har længe arbejdet på at ændre tilgangen til sundhed, så der ikke alene kigges på udgifter, når sundhedsvæsenet vurderer ibrugtagning af nye innovative behandlinger og sundhedsindsatser, men også medregnes dynamiske effekter som arbejdsmarkedstilknytning og reduceret belastning på pårørende.

Roche har bl.a. synliggjort, hvordan investeringer i sundhed giver mærkbare resultater for samfundet i hvidbogen Investering i sundhed giver overskud.

I mange andre politikområder er vi vant til at regne på dynamiske effekter som arbejdsudbud og økonomisk vækst, men inden for sundhedsområdet ser vi ofte mest på de umiddelbare budgetter eller kliniske resultater. Det betyder, at vi risikerer at overse betydelige gevinster, som for eksempel færre sygedage, højere produktivitet og stærkere økonomisk robusthed. Alt sammen effekter, der kan løfte både arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien. Fortæller Carole Hassoun, General Manager for Roche Pharmaceuticals i Danmark.
Foto: Getty Images

Et helt konkret eksempel på det, er tidlig behandling af Multipel Sclerose (MS). Sygdommen rammer tidligt i livet, og de fleste diagnosticeres allerede i alderen 20-40 år. Her viser forskningen, at sygdomsprogression kan forsinkes markant ved opstart af behandling senest 6 måneder efter diagnosen er givet.

Derfor er der meget at hente ved at investere i patienter med MS: Tidlig behandling har fx givet 316 ekstra leveår med bedre helbred og livskvalitet over en fire årig periode. I kroner og ører har behandlingen bidraget med 341 mio. kr. til samfundsøkonomien pga. produktivitetsforbedring.

Er du nysgerrig på flere konkrete eksempler og modeller for, hvordan man kan regne værdien af sundhed ud? Læs hvidbogen her: 22273_roche_hvidbog_v11_final_komprimeret.pdf  

Relateret indhold