’Digital først’ skal være ledestjernen i implementeringen af sundhedsreformen
I kølvandet på aftalen om sundhedsreformen står vi overfor en stor implementeringsopgave for at sikre et sundhedsvæsen, der kan imødekomme fremtidens udfordringer.
Bragt i Sjællandske Nyheder 7. februar 2025.
Med stadig flere ældre og danskere med kroniske sygdomme er det helt afgørende, at vi hele tiden husker os selv og hinanden på, at vi fremover er nødt til at gøre tingene anderledes, end vi plejer.
Her bør vi tage Robusthedskommissionens anbefaling om princippet ’digital først’ til os og bruge det som ledestjerne i implementeringen af sundhedsreformen. Digitale løsninger rummer potentialet til at tackle en fremtid med massive rekrutteringsudfordringer og den stigende andel af ældre samt patienter med kroniske sygdomme.
Digitalisering kan nemlig være en decideret gamechanger i måden, vi leverer sundhedsydelser på. Hvis vi prioriterer investeringer i digitale løsninger kan vi sikre, at flere patienter får adgang til den nødvendige behandling uden at skulle forlade deres hjem. Det kan være alt fra videokonsultationer med egen læge, digital genoptræning efter sygehusindlæggelse, til virtuelle kontroller og behandling i eller tæt på eget hjem.
Digitaliseringen kan også lette arbejdsbyrden for sundhedspersonalet. Med bedre teknologiske og digitale løsninger kan vi automatisere fx administrative opgaver og dokumentation og dermed frigøre sundhedspersonalets tid, så de kan fokusere på kerneopgaverne: At behandle og pleje patienterne. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor rekrutteringsudfordringerne er store, og hvor vi skal sikre, at de tilgængelige ressourcer anvendes så effektivt som muligt.
Men digitalisering handler ikke kun om effektivisering. Det handler også om at skabe et sundhedsvæsen med patienten i centrum. Et sundhedsvæsen, hvor patienten ikke behøver at bruge lang tid på transport, men i højere grad selv kan tage ansvar for egen sundhed og behandling og få langt større fleksibilitet til at leve et aktivt liv – på trods af sygdom.
For at realisere det potentiale, er det afgørende, at vi investerer i teknologi og digital infrastruktur og sikrer, at sundhedspersonalet er uddannet og klædt på til at anvende de nye værktøjer. Samtidig skal vi sikre, at de digitale løsninger er brugervenlige og tilgængelige for alle borgere, uanset deres digitale kompetencer.
Implementeringen af sundhedsreformen er en stor og kompleks opgave, men også muligheden for at fremtidssikre sundhedsvæsenet. Ved at lade Robusthedskommissionens princip om "digital først" være vores ledestjerne, kan vi skabe et mere robust og effektivt sundhedsvæsen med patienterne i centrum – uanset hvor de bor.