Digital visitation er svaret på uendelige ventetider på høreapparater
Det er på høje tid, at vi gør noget ved snakken og implementerer den digitale visitation på landsplan og i øvrigt styrker samarbejdet med private klinikker, så de lange ventetider bliver fortid.

Peder Søgaard-Pedersen, DI og Karen Wibling Solgård, Oticon Denmark (t.h.)
Lange ventetider på høreapparater er blevet en alvorlig udfordring for mange danskere med høretab. Problematikken har varet i årevis, men er igen blevet aktuel efter en ny kortlægning fra Høreforeningen viser, at det desværre kun går den forkerte vej. Særligt i Nordjylland står det grelt til med en gennemsnitlig ventetid på 74 uger for at få et høreapparat.
Tilbage i 2022 kom resultaterne fra et større projekt, hvor man i samme region afprøvede digital visitation, der kan være med til at reducere ressourcetrækket i et i forvejen presset sundhedsvæsen. Resultaterne var udelukkende positive; høj patientsikkerhed og tilfredshed, øget effektivitet og kvalitet. Dengang lød det fra politisk side , at man skulle lære af de gode resultater og rulle digital visitation ud i hele landet. Det er desværre endnu ikke sket – på trods af, at ventetiderne fortsat stiger.
Det er derfor på høje tid, at vi gør noget ved snakken og implementerer den digitale visitation på landsplan og i øvrigt styrker samarbejdet med private klinikker, så de lange ventetider bliver fortid.
Digital visitation som nøgle til hurtigere behandling
Et skridt på vej mod digitalisering af området er, at audiologisk data og diagnoser kan deles på tværs af sundhedsvæsenets sektorer, så patienterne ikke selv skal være tovholder og rende rundt med fysiske papirer fra sted til sted, og vi undgår unødvendige gentagelser af høretests. Ligesom en digital infrastruktur tilmed kan være med til at sikre mere sammenhængende og individualiserede behandlingsforløb.
Her skal regeringen have ros for, at man med implementering af den såkaldte Høremappe tager et vigtigt skridt mod muligheden for skalering og implementering af digital visitation.
Men hvad venter vi så på for at kunne tage næste skridt? Et spørgsmål med flere svar: Det kræver prioriterede midler til en national udrulning af digital visitation samt politisk vilje. Dertil kommer, at sundhedsvæsenet og dets personale skal omstille arbejdsgange, som naturligvis kræver tilvænning.
I forhold til ressourcespørgsmålet ser vi en oplagt mulighed gennem aftalen om digital hjemmebehandling mellem regeringen, Danske Regioner og KL fra december 2023 som netop skal bidrage til at gøre ’Digitalt Først’-princippet i sundhedsvæsenet konkret med 500 mio. kr. i ryggen.
Private klinikker som en nødvendig ressource
For at nedbringe ventetiderne for patienterne skal vi blive bedre til at inddrage private klinikker som en del af løsningen. Private klinikker kan bl.a. tilbyde fleksible åbningstider og kortere ventetider, hvilket er en stor fordel for mange patienter.
Ved at udnytte både offentlige og private ressourcer mere optimalt kan vi skabe et mere robust og effektivt system, der tilgodeser alle patienter med høretab.
Bedre høresundhed er en gevinst for samfundet
Bedre høresundhed er ikke kun en gevinst for den enkelte. Det er også en gevinst for arbejdspladserne, der får glæde af et større arbejdsudbud, og for samfundsøkonomien.
Lad os nu sikre, at de nødvendige ressourcer og incitamenter er til stede for at fremme skaleringen af den nødvendige digitalisering af høreområdet. Så ingen skal vente urimeligt længe på den hjælp og behandling, de har brug for.
Bragt af Sundhedsmonitor 21. marts 2025