Går vi forrest – eller følger vi efter?
I sidste uge stillede de fire CEO’s fra Novo Nordisk, Lundbeck, LEO Pharma og ALK et vigtigt spørgsmål i en fælles kronik i Børsen: Vil Danmark forsat være en drivkraft for europæisk life science, eller blot at følge efter?
I vores øjne burde svaret være indlysende - vi skal naturligvis bevare vores førerposition i Europa! En stærk life science industri er en forudsætning for vækst og velfærd, såvel som for en sund befolkning, i Danmark.
Men den styrkeposition kan vi ikke tage for givet. Særligt ikke i en stadigt mere kriseramt verden. Trods politisk støtte til gode rammevilkår for branchen gennem flere life science strategier, har der ikke været fokus på hjemmemarkedets betydning for industrien.
På blot ét år er Danmark rykket fra en 5. plads til en 9. plads i Europa, målt på patienters adgang til nye lægemidler.
Det har stor betydning for danske patienter og det danske sundhedsvæsen, men også mere vidtrækkende konsekvenser for dansk økonomi.
Life science-industrien tegner sig for ca. 30 % af den private forskning og udvikling, og står for 20 % af Danmarks eksport. Det gør sektoren helt central for den danske produktivitet, robusthed og konkurrenceevne globalt.
Samtidig betyder USA’s Most-Favored-Nation prispolitik, at beslutninger, der træffes herhjemme, får markante aftryk på medicinpriser, investeringer og innovationskraft på verdensplan.
Skal Danmark fortsat spille en nøglerolle indenfor life science, skal vi med andre ord sætte både ambitioner og tempo op.
Der er særlig behov for at få udviklet en langsigtet MFN-løsning i tæt samarbejde med industrien, samt en ny og ambitiøs life science-strategi med det klare mål at placere Danmark i Europas top tre, når det gælder patienters adgang til sundhedsinnovation.
Med andre rod, er der brug for politisk lederskab, hvis Danmark skal holde sin plads i international topklasse. Spørgsmålet til den næste danske regering er derfor: Vil vi lede, eller vil vi følge inden for life science?
Svaret kan få afgørende betydning på alt fra danske patienters adgang til nye lægemidler, sundhedsforskning, job, vækst og ikke mindst det skatteprovenu, som finansierer vores fælles velfærd, den grønne omstilling og vores forsvar og sikkerhed.
Du kan læse mere om vores ønsker til en kommende regering i nyhedsbrevet.
Tak fordi du læser med.
Venlig hilsen
Peder Søgaard-Pedersen
Branchedirektør i DI Life Science