06.11.20 DI Life Science Blog

Folkesundhedslov – for et sundere, rigere og mere lige Danmark

Torsdag i denne uge gik DI sammen med Danske Regioner og 55 andre organisationer for at opfordre regeringen og Folketinget til at vedtage en folkesundhedslov og tage et afgørende skridt mod et sundere, rigere og mere lige samfund.


Årsagen er at det desværre går den forkerte vej med folkesundheden. Flere og flere lider af én eller flere kroniske sygdomme. Sygdomme som kan forebygges og behandles. Hvert år får over 15.000 danskere konstateret diabetes, omkring 16.000 dør af kræft. Derudover er psykiske lidelser som angst og depression nogle af de hyppigste årsager til førtidspension.

Fremskrivninger viser, at den stigende forekomst af kroniske sygdomme desværre vil fortsætte. Det koster både menneskeliv, livskvalitet og samfundskroner. Samtidigt har den sociale ulighed indenfor sundhed vokset sig større gennem de seneste årtier. Det skal vi til livs og en folkesundhedslov er det redskab, der kan være med til at sikre den nødvendige prioritering og handling. Den skal sikre at der tænkes folkesundhed indenfor f.eks. forskningspolitikken, den offentlige indkøbspolitik og at der udvikles kroniker- og forebyggelsesplaner, der kan give borgerne adgang til et behandlingsforløb af høj kvalitet i hele landet.

Udfordringerne med en stigende forekomst af kroniske sygdomme, er ikke noget vi står alene med i Danmark. Det er et globalt problem.

Hvis vi lykkes med at blive verdensmestre til forebyggelse og håndtering af kroniske sygdomme, kan det inspirere andre lande til at prioritere folkesundheden – og det kan danske life science virksomheder være med til at levere på. Derfor bakker DI op om at Danmark blive verdensmestre i folkesundhed.

Venlige hilsner

Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science

Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

Relateret indhold