04.12.20 DI Life Science Blog

Bliver det snart jul i life science land?

Onsdag i denne uge blev et bredt flertal i Folketinget enige om en stimuli-pakke til dansk økonomi, som indeholder 70 mio. kr. årligt i 2021-2023 til en ny life science strategi. Det er mere end dobbelt så meget som de 30 mio. kr., der blev afsat i aftalen om erhvervs- og iværksætterinitiativer fra 2017.

Det er et godt udgangspunkt for en ambitiøs life science strategi. Men det er også nødvendigt. For potentialet skyhøjt. Hvis vi formår at fastholde vækstraterne for de sidste 10 år, kan life science branchen næsten tredoble sin eksport mod 2030. Det er særligt afgørende, når vi netop har oplevet den største tilbagegang i økonomien siden finanskrisen i 2009.

Men gode vilkår for at forske, udvikle og producere ny medicin, medicinsk udstyr og sundhedsløsninger i tæt offentlig-privat samarbejde, handler ikke kun om kroner og ører. Det handler om at sikre flere gode leveår til os alle sammen.

Vi vil alle gerne leve længere, aktive og sygdomsfrie liv. Det er først og fremmest dét, som gode vilkår for life science branchen handler om. At vores medlemmer samtidigt har været med til at øge beskæftigelsen med knap 20 pct. og fordoblet sine samlede skattebetaling de sidste 10 år, er blot en understregning af at det virkelig betaler sig, at investere i sundhed.

Senest har Erhvervsminister Simon Kollerup annonceret, at han ønsker at lancere den mest ambitiøse life science-strategi nogensinde, herunder at et permanent forskningsfradrag på 130 pct. er en mærkesag for regeringen og at bedre brug af sundhedsdata skal være en hjørnesten i life science strategien. Så barren må siges at være sat højt. Nu må vi håbe, at de høje forventninger også bliver indfriet. Det vil for alvor være et lyspunkt i et ellers COVID-plaget 2020.

Vi venter i spænding - og håber det for alvor snart bliver jul i life science land.

Venlige hilsner

Peder Søgaard-Pedersen  

Chef for DI Life Science
Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret indhold