15.10.21 DI Life Science Blog

En plan for et sundere Danmark

Danmark har brug for en 10-årig plan for, hvordan vi håndterer den stigende kronikerbyrde, der både sætter danskernes sundhed og sundhedsvæsenets økonomi under pres.

Det var hovedbudskabet i DI’s sundhedsudspil ”Et sundere Danmark – i en sundere verden”, som blev lanceret den 22. september. Det var både en opfordring til regeringen om at tage sundhed med i det 10-årige reformprogram ”Danmark kan mere”, og et konkret input til den kommende sundhedsaftale.

Vores nuværende sundhedsvæsen er nemlig ikke indrettet til det stigende antal ældre med behov for behandling, pleje og omsorg, som er på vej. Det er heller ikke indrettet til det stigende antal borgere med flere kroniske lidelser, der går på tværs af sundhedsfaglige specialer og på tværs af lægepraksis, hospitaler og kommunale tilbud.

Over de næste 10 år forventes antallet af borgere over 80 år at stige med 150.000, svarende til en stigning på mere end 50 pct. Selvom det er positivt, at danskerne lever længere, vil mange af de ekstra leveår ikke være sunde leveår. Det er særligt ældre borgere, der rammes af kroniske lidelser, men det er langt fra begrænset til ældre borgere. I dag lever 4 ud af 10 danskere med mere end én kronisk lidelse.

Derudover er kroniske lidelser med til at fjerne hænder fra arbejdsmarkedet i en tid hvor vi har historisk mangel på arbejdskraft og hvor demografien går den forkerte vej. Psykiske lidelser som angst og depression er f.eks. den hyppigste årsag til førtidspension, efterfulgt af sygdomme i knogler, muskler og bindevæv. 

Derfor venter vi i spænding på regeringens udspil til en ny sundhedsaftale.

For at lykkes, skal den kommende sundhedsaftale være med til at lægge sporene for et fremtidigt sundhedsvæsen, der er bedre til at sygdomsforebygge og dermed begrænse behovet for alvorlig sygdomsbehandling.

Det vil kræve langsigtede investeringer i bedre forebyggelse, tidlig og bedre diagnostik, innovative behandlinger og et mere digitalt sammenhængende sundhedsvæsen.

Vi kender endnu ikke indholdet af regeringens sundhedsudspil, men vi ved fra regeringens udtalelser, at der vil være fokus på at bringe sundhed tættere på borgeren. Og det er der brug for. Det er også positivt, at regeringen vil lancere en 10-årig psykiatriplan. Psykiatriske sygdomme skal prioriteres på lige fod med somatiske sygdomme, hvilket ikke er tilfældet i dag. 

Men det er også vigtigt at erkende, at Danmark ganske enkelt ikke kan uddanne nok sundhedspersonale til den sundhedsmæssige opgave, som står foran os. Vi er nødt til at indrette sundhedsvæsenet bedre, arbejde smartere ved brug af ny sundhedsteknologi, forebygge bedre, diagnosticere tidligere, gøre den enkelte patient mere selvhjulpen i egen behandling og levere flere sundhedsydelser i eget hjem. 

Det er ikke en opgave som sundhedsvæsenet kan løse alene. Den skal løses i tæt offentlig-privat samarbejde. Det er ikke mindst på grund af samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og life science industrien, at Danmark er kommet sikkert igennem coronapandemien. De gode erfaringer skal vi selvfølgelig bygge videre på.

Potentialet er til gengæld enormt. For flere sunde leveår til danskerne, for fastholdelse af flere ældre og kronikere på arbejdsmarkedet, for et økonomisk bæredygtigt offentligt sundhedsvæsen og for den vækst i samfundet, som følger med øget eksport af danske sundhedsløsninger.

En aldrende befolkning og stigningen i kroniske lidelser, er en udfordring i hele verden, men det er særligt Danmark som har forudsætningerne for at løse udfordringen, gennem offentlig-privat samarbejde, udvikling og implementering af nye sundhedsløsninger. Lad os gribe den mulighed nu.

Vi glæder os til at bidrage til forhandlingerne om en ny sundhedsaftale, sammen med vores medlemmer og samarbejdspartnere.

God weekend og god efterårsferie! 

Venlige hilsner


Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science
Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

             linkedin - v5.png

Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret indhold