03.02.21 DI Life Science Blog

Ét fælles sundhedsmål

Det bør være regeringens mål, at danskerne skal have flere sunde og aktive leveår, og at Danmark skal bidrage til mere sundhed i verden. Det var hovedbudskabet i et fælles debatindlæg fra Lars Sandahl, adm. dir. i DI og Stephanie Lose, næstformand for Venstre og formand for Danske Regioner, i sidste uge.

COVID-krisen har for alvor vist vigtigheden af et stærkt offentlig-privat samarbejde på sundhedsområdet.

Det var et historisk stærkt offentlig-privat samarbejde, der lå til grund for udviklingen af ikke bare én, men flere vacciner mod COVID-19, på under ét år. Tilsvarende var det et stærkt offentlig-privat samarbejde, der sikrede de nødvendige forsyninger af værnemidler og COVID-test under den første nedlukning i foråret. Og det er et stærkt offentlig-privat samarbejde, der nu sikrer en kapacitet på op mod 100.000 daglige hurtigtest. Inden længe skal private leverandører inddrages i selve vaccinationen af danskerne, så vi også her kan komme op på 100.000 vaccinationer, når der er tilstrækkeligt med vaccinedoser til rådighed.

Det illustrerer også et behov for at kigge på en stærkere kobling mellem dansk sundhedspolitik og erhvervspolitik til gavn for folkesundheden og samfundsøkonomien. Et oplagt sted at starte er at koble den kommende life science strategi med den sundhedsreform, som regeringen har annonceret vil komme i løbet af 2021. Det gælder f.eks. vilkår for forskning og udvikling af bedre sundhedsløsninger på den ene side og på den anden side, vilkår for bedre forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme i Danmark.

Danmarks ubetingede styrke er vores høje tillid til hinanden og den tilhørende pragmatisme, der gør det nemmere for myndigheder, sundhedsvæsen og virksomheder at samarbejde. De sundhedsløsninger som det offentlige private samarbejde er med til at udvikle i Danmark, gavner ikke bare danske borgere, men hjælper også borgere og patienter i resten af verden. Der er ganske enkelt et kæmpe potentiale på sundhedsområdet, på niveau med Danmarks globale indsats for klimaet. Danmark skal med andre ord kendes for at være en både grøn og sund nation.

Lad os møde 2021 med fornyet optimisme og beslutsomhed om at løfte folkesundheden og samarbejdet på sundhedsområdet - ikke bare hos os selv, men også i resten af verden. Og lad en ny life science-strategi og sundhedsreform være raketten, der sætter fart på dén udvikling.

Venlige hilsner

Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science
Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

Relateret indhold