19.03.21 DI Life Science Blog

Giv sundhedspersonale bedre mulighed for klinisk forskning

Kliniske forsøg er en forudsætning for udviklingen af medicin, medicinsk udstyr og nye behandlingsmetoder – og ikke mindst udviklingen af en stærk life science sektor.

Danmark er et af de lande, der er vært for flest kliniske forsøg i forhold til vores indbyggertal, men konkurrencen vokser globalt. Erhvervsministeriet har netop udgivet en analyse, der viser hvordan vi skaber bedre rammevilkår for tiltrækning af de kliniske forsøg.

Analysen viser blandt andet, at den kliniske forskning i Danmark er på et højt niveau – altså kvaliteten er aldeles høj –  ligesom det danske sundhedspersonales kompetencer og samarbejdsevner bemærkes i verden. De styrker skal vi naturligvis være stolte af og fortsætte med at udvikle og styrke. Men analysen peger også på udfordringer: Tiden til at udføre de kliniske forsøg på hospitalerne er en faktor i et presset sundhedsvæsen, der mangler gennemsigtighed af prissætningen, så virksomheder kender til priserne for forsøg på danske hospitaler og rekrutteringen af patienter kan styrkes. Der er altså potentiale for forbedring. De potentialer skal vi gribe og finde konkrete løsninger på, så vi fortsat kan levere nye og bedre behandlinger til danskerne og fungere som udstillingsvindue for verden.

Der er heldigvis gode takter fra regeringen på løsningssiden. Man har med aftalen om genstart af dansk eksport lovet at skabe en samlet oversigt over kliniske forsøg i Danmark, så sundhedspersonalet lettere kan se, hvad deres patienter kan deltage i og dermed være med til at øge rekrutteringen til forsøg. Ligesom der skal udvikles en digital platform, hvor patienter kan registrere sig som forsøgskaniner til fremtidige kliniske forsøg. Noget vi i DI Life Science absolut støtter.

Et andet oplagt greb at sætte ind med – set fra min stol – er at klinisk forskning i højere grad bliver et helt centralt element i udviklingen af kvaliteten af vores sundhedsydelser. Det kunne bl.a. gøres ved at sætte konkrete mål for kommercielle forsøg i hospitalsvæsenets driftsaftaler, og samtidig gøre det mere attraktivt for vores sundhedspersonale at afsætte tid til forskning i en presset hverdag, hvor drift står højest på dagsordenen.

Tilbage er nu kun at vente på regeringens life science strategi, hvor vi regner med, at kliniske forskning er en topprioritet.

Venlige hilsner

Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science
Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret indhold