12.05.21 DI Life Science Blog

Ophævelse af patenter er forkert svar på komplekst problem

Ophævelse af patenter på COVID-19 vacciner er ikke løsningen på den nuværende krise. Vi risikerer i værste fald at få færre vacciner på grund af mangel på råmateriale.

Til stor overraskelse annoncerede Biden administrationen i sidste uge, at USA støtter midlertidigt at ophæve patentbeskyttelsen af COVID-vacciner i regi af Verdenshandelsorganisation (WTO). Hensigten er uden tvivl prisværdig – ikke mindst i lyset af den humanitære krise i Indien. En gennemførelse kræver imidlertid enstemmighed blandt de 164 medlemslande i WTO, og forslaget har allerede mødt modstand fra bl.a. Tyskland.

Alligevel er det bekymrende, at den største økonomi på kloden – der om nogen kan takke patentrettigheder for sin velstand – har valgt at kaste selve grundlaget for privat forskning og innovation under bussen.

Heldigvis har flere uafhængige eksperter støttet DI’s udmeldinger den sidste uge: Ophævelse af vaccinepatenter vil ikke løse krisen i Indien eller andre steder. Tværtimod risikerer det at føre til færre vacciner, fordi flere uerfarne producenter vil melde sig på banen og lægge beslag på de knappe råmaterialer, der indgår i de godkendte vacciner. For slet ikke at tale om risikoen for at få vacciner i omløb, der kan sætte patientsikkerheden over styr og føre til øget vaccineskepsis.

mRNA-teknologien som ligger bag Pfizer-BioNTechs vaccine, har været under udvikling siden 1990’erne. Og teknologien har krævet kapital og risikovillighed fra private investorer at udvikle. Tilsvarende er Bavarian Nordic netop i færd med at tiltrække investorer til færdigudviklingen af deres COVID-vaccine baseret på AdaptVacs cVLP-teknologi. Det er formentlig ikke blevet nemmere med USA’s udmeldinger i sidste uge. Med andre ord: Patentrettigheder er grundlaget for både de eksisterende og kommende COVID-vacciner.

Det betyder ikke, at vi bare skal sidde på hænderne og lade stå til. Vi er nødt til at styrke det eksisterende globale vaccineprogram – COVAX – som desværre ikke slår til i dag. Ingen lande er sikre, før alle lande er sikre.

Derfor er det også glædeligt at se, at Sverige i sidste uge besluttede at donere en million AstraZeneca vaccinedoser til COVAX-programmet. Danmark og det øvrige EU bør bakke op og sikre at alle overskydende vaccinedoser bliver distribueret til de lande, der er hårdest ramt.

Venlige hilsner

Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science
Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret