24.09.21 DI Life Science Blog

Danmark skal gentænke sundhed

Danmark er en af Europas førende life science nationer, og det danske sundhedsvæsen er blandt verdens bedste. Alligevel har vi ikke i tilstrækkelig grad formået at forene de offentlige-private kræfter, når det gælder forebyggelse og behandling af kroniske lidelser. Derfor foreslår DI et offentlig-privat samarbejde om udvikling af fremtidens sundhedsvæsen, der har fokus på sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme.

Kroniske lidelser, som f.eks. diabetes, kræft, hjertesygdom, depression, høretab, hudsygdomme, blære-, tarm- og urologiske tilstande er én af fremtidens største samfundsmæssige udfordringer. Antallet af danskere med nogle af de mest forekomne kroniske lidelser er steget med knap 25 pct. de sidste 10 år. I dag lever 4 ud af 10 danskere med mere end én kronisk lidelse. Det reducerer antallet af hænder på arbejdsmarkedet og sætter sundhedsvæsenet under pres.

Fra 2000 til 2017 er de offentlige sundhedsudgifter steget med knap 50 pct., og hovedparten af de udgifter går til behandling af kroniske lidelser. Det er vi som samfund nødt til at gøre noget ved.

Både af hensyn til de mange patienter med kroniske lidelser og deres pårørende. Men også af hensyn til de mange borgere, som vi gerne skal have til at holde lidt længere på arbejdsmarkedet, hvis vi skal kunne finansiere vores velfærdssamfund i fremtiden.

En global udfordring
Udfordringen med kroniske lidelser er ikke begrænset til Danmark. Kroniske lidelser udgør i dag mere end 60 pct. af den samlede globale sygdomsbyrde, målt på kortere levetid og lavere livskvalitet som følge af sygdom.

Flere af de mest almindelige kroniske lidelser er samtidigt sygdomme, hvor life science virksomheder i Danmark, det danske sundhedsvæsen og danske forskere har stor ekspertise. Både i forhold til forebyggelse, tidlig opsporing og diagnose, behandling, udvikling af ny medicin, medicinsk udstyr og sundhedsteknologi, som tilsammen kan være med til at reducere den globale sygdomsbyrde. Det skal vi udnytte.

En fælles løsning
DI foreslår derfor, at regeringen og sundhedsvæsenet afsætter 20 mia. kr. over de næste 10 år til at udvikle et sundhedsvæsen, der er bedre i stand til at forebygge kroniske lidelser og livstruende sygdomme. Dermed begrænser vi behovet for alvorlig sygdomsbehandling og undgår, at danskernes sundhed og sundhedsvæsenets økonomi løber af sporet. Det vil gøre Danmark til global sundhedsnation.

Men det er ikke en opgave som sundhedsvæsenet kan løse alene. Danmark kan mere, når den offentlige og private sektor samarbejder. Det har vi ikke mindst vist under coronapandemien. Derfor har DI i denne uge lanceret et sundhedsudspil Et sundere Danmark - i en sundere verden, der skal føre til en sundere befolkning og et økonomisk bæredygtigt sundhedsvæsen i 2030.

Vi ser frem til samarbejdet om fremtidens sundhedsvæsen sammen vores medlemmer og samarbejdspartnere – i tæt dialog med regeringen og Folketingets partier.  

Venlige hilsner

Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science
Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

LÆS HELE DI'S SUNDHEDSUDSPIL HER

Et sundere Danmark - i en sundere verden
Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret indhold