24.01.22 DI Life Science Blog

Aftale om permanent FoU-fradrag – usikkerhed om finansiering

Fredag aften indgik regeringen, SF, Radikale Venstre, DF og Kristendemokraterne aftale om regeringens reformprogram 'Danmark kan mere 1'. Aftalen indeholder et permanent forhøjet forskningsfradrag på 130 pct., men finansieringen afventer en sanering af erhvervsstøtten, hvorefter der skal tages endelig beslutning til efteråret.

Derudover måtte vi i aftalen se langt efter aftaleparternes vilje til at hæve loftet for skattemæssigt merfradrag, som er afgørende, hvis fradraget skal have sin fulde effekt og tiltrække flere forskningskroner til Danmark.

Selvom det er positivt at der nu er flertal i Folketinget for et permanent forhøjet forskningsfradrag, fastholdes den investeringsmæssige usikkerhed for life science industrien, fordi mange virksomheder planlægger deres forskningsaktiviteter over flere år. Grundlaget for deres beslutning om at investere i Danmark eller andre steder, vil være usikkert så længe der ikke er vedtaget en konkret finansiering af forskningsfradraget.

Industrien investerer godt 16 mia. kr. hvert år i sundhedsforskning. Det svarer til mere end hver femte forskningskrone i Danmark. En endelig aftale om et permanent forhøjet forskningsfradrag uden loft ville have skabt sikkerhed omkring de investeringer og ført til yderligere investeringer.

Danmark er et meget lille marked og industrien er en af de mest globaliserede. Det betyder at vi skal stramme os rigtig meget an i Danmark, hvis vi forsat skal være et attraktivt land at investere i for life science industrien. Og det vil vi gerne være, for lige nu står branchen for mere end 20 pct. af den samlede vareeksport, svarende til 152 mia. kr. årligt.

Men det hele starter med forskning. Uden verdensklasse forskningsvilkår hertil lands, er der ingen life science industri. Det er den mest forskningsintensive industri vi har. Og Danmark ligger helt i bund på vilkår for forskning og udvikling i erhvervslivet jf. opgørelse fra OECD.

Vi havde derfor håbet på en mere ambitiøs aftale, og mener at der er behov for en ”Danmark kan mere 2” aftale, hvor loftet i forskningsfradraget fjernes eller hæves markant – og hvor en 10-årig plan for et sundere Danmark indgår.

Det vil vi fortsat kæmpe for i 2022 sammen med vores medlemmer og samarbejdspartnere.

Venlige hilsner

Peder Søgaard-Pedersen

Chef for DI Life Science
Mobil: 21286755
Mail: PESO@di.dk

Relateret indhold