02.11.22 DI Life Science Blog

DI: Prioriter sundhed i regeringsgrundlaget

Valgkampen er ovre. Valgresultatet står klart. Nu er det tid til at trække i arbejdstøjet og omsætte valgløfter til konkrete handlinger. Og med de mange udfordringer, vi står med som land og som samfund, er det helt afgørende, at en ny regering forpligter sig på at reformere og udvikle Danmark til det bedre.

Danmark har nogle af verdens førende life science og sundhedsvirksomheder, der kan være med til at udvikle et mere robust sundhedsvæsen.

Der hersker efterhånden ingen tvivl om, at sundhedsvæsenets største udfordring er rekruttering og fastholdelse af sundhedspersonale. En udfordring, der i stor udstrækning kan afhjælpes ved brug af innovative sundhedsløsninger, som f.eks. forebyggende medicin, intelligent medicinsk udstyr, robotter og kunstig intelligens, der kan automatisere administrativt arbejde, aflaste sundhedspersonalet og gøre patienterne mere selvhjulpne.

Tilsvarende kan life science og sundhedsindustrien – et konjunkturrobust erhverv, der eksporterer for over 150 mia. kr. årligt – være med til at sejle dansk økonomi sikkert igennem en kommende storm i verdensøkonomien. Men det kræver de rette rammebetingelser og en reel vilje til offentligt-privat samarbejde.

Derfor har industrien 5 ønsker til en ny regering:

Et mere robust sundhedsvæsen

Dansk Industri og Danske Regioner har i fællesskab opfordret en kommende regering til at etablere en offentlig-privat teknologifond, der skal fremtidssikre vores sundhedsvæsen og afhjælpe den store mangel på hænder i sundhedsvæsenet. Under valgkampen var der bred politisk opbakning til vores forslag. Nu er det vigtigt, at de gode politiske hensigter bliver til konkret handling, så nye sundhedsløsningerne kan komme et presset sundhedsvæsen og patienterne til gavn – hurtigst muligt.

Mere sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet

I dag oplever både patienter, pårørende og personale problemer med adgang til og deling af sundhedsdata. Det går ikke længere i et af verdens mest digitaliserede lande. Vi skal have et mere datadrevet sundhedsvæsen, hvor patienter og sundhedspersonale har nem og sikker adgang til alle relevante sundhedsdata – på tværs af geografi og sektorer. Derfor bør en ny regering etablere én fælles sundhedsdatainfrastruktur, som kan håndtere al databehandling i sundhedsvæsenet på en sikker og effektiv måde.

Dansk sundhedsforskning i verdensklasse

Forskning og udvikling er forudsætningen for udviklingen af al ny medicin, medicinsk udstyr og sundheds-it. Hvis Danmark skal fastholde sin position som førende life science nation, skal den offentlige investering i forskning og udvikling øges fra 1% til 1,5% af BNP med et stærkt fokus på sundhedsforskning, ligesom det er nødvendigt at finde finansiering til et konkurrencedygtigt permanent forskningsfradrag 130 pct. uden loft. Danmark er et lille land, der lever af store ideer. Hvis vi mister vores globale førerposition indenfor sundhedsforskning, skrider grundlaget for vores sundhedseksport.

Knæk kronikerkurven

4 ud af 10 danskere lever med mere end én kronisk lidelse – og udviklingen er stigende. Sygdommene forkorter vores levetid, reducerer vores livskvalitet og er med til at svække arbejdsevnen for den enkelte. Hvis vi for alvor skal knække kronikerkurven, skal vi forebygge frem for at behandle. Derfor skal en ny regering sætte sig i spidsen for at etablere en national kronikerplan, hvor opsporing og diagnose bliver hjørnestenene: Vi skal have en strategi, der identificerer borgere i øget risiko for at udvikle kroniske sygdomme gennem helgenomsekventering, så forebyggelsen kan sættes i gang langt hurtigere og mere målrettet.

Ny life science strategi

Den nuværende life science strategi er kun finansieret til og med 2023, men et stærkt politisk fokus på at udvikle en af Danmarks vigtigste eksporterhverv, rækker længere frem. Life science industrien skaber i samarbejde med sundhedsvæsenet og forskningsmiljøerne bedre patientbehandling, nye teknologiske løsninger  og medicinsk udstyr, der bidrager til et effektivt sundhedsvæsen med mere tid til omsorg og pleje. Men det kan vi kun fortsætte med, hvis strategien og rammevilkårene følger med. Vores ønske til en ny regering og et nyt folketing er derfor en ny life science strategi, hvor offentlig-privat samarbejde er kernen i alle initiativerne.

Hvis Danmarks nye regering får gennemført de 5 tiltag, vil det være med til at gøre både sundhedsvæsenet, patienterne og samfundsøkonomien sundere.

Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret indhold