30.08.24 DI Life Science Blog

Danmark falder bagud uden en ambitiøs life science-strategi

”Verden står ikke stille, og vi er derfor mange, der efterhånden utålmodigt venter på regeringens udspil til en ny life science-strategi,” skriver Peder Søgaard-Pedersen, chef for DI Life Science.

Bragt i  MedWatch  29. August 2024.

Den danske life science-industri er en bemærkelsesværdig succeshistorie. Med mere end 50.000 arbejdspladser i Danmark og en eksportværdi på over 175 mia. kr. har life science-virksomhederne spillet en afgørende rolle i at holde den danske økonomi ude af recession. Det er noget, vi både kan og skal være stolte over.

Den store succes er dog ikke noget, vi kan tage for givet. Flere lande investerer betydelige ressourcer i at forbedre betingelser for deres life science-industri, hvilket øger risikoen for, at Danmarks konkurrencedygtighed relativt set kan svækkes, og at kommende investeringer vil gå uden om Danmark.

Det er derfor helt afgørende, at vi aktivt arbejder for at fastholde vores position som en førende nation inden for life science. Men vi skal også løfte ambitionerne og stræbe efter at realisere et eksportpotentiale på over 370 mia. kr. i 2030.

Verden står ikke stille, og vi er derfor mange, der efterhånden utålmodigt venter på regeringens udspil til en ny life science-strategi – og vi håber den bliver ambitiøs. Life Science Rådet har allerede før jul præsenteret en pakke med anbefalinger, der kan fungere som et solidt fundament for fremtidig succes.

Attraktive vilkår for produktion og forskning

Selvom vi de senere år har haft store investeringer inden for især lægemiddelproduktion, er det ikke garanteret, at Danmark vil blive valgt som lokation i fremtiden. Faktisk ser vi en tendens til, at investeringer i udviklingen af fremtidens sundhedsløsninger placeres uden for Danmark og resten af Europa.

For at fastholde arbejdspladser og tiltrække investeringer i nye produktionsfaciliteter samt forsknings- og udviklingsmiljøer, skal Danmark og EU tilbyde attraktive vilkår. Det inkluderer ikke kun investeringsvilkår, men også generelle rammevilkår som infrastruktur, plads til udvidelse af produktionsfaciliteter nær eksisterende life science-klynger, stærke vidensmiljøer og adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Desuden skal Danmark være et attraktivt land for lancering af nye produkter og løsninger, både for danske og udenlandske virksomheder.

Styrkelse af diplomati og eksport

Life Science Rådets anbefalinger indeholder konkrete forslag til at styrke diplomati og eksport. En styrkelse af sundhedsdiplomatiet og myndighedssamarbejdet bør prioriteres, da det kan lette danske virksomheders adgang til nye markeder.

Ydermere bør vi fra dansk side arbejde målrettet for at sikre, at EU-reguleringen understøtter – og ikke hæmmer – udviklingen i den europæiske life science-industri. Hvis vi ikke fokuserer på Europas konkurrenceevne, risikerer vi hurtigt at miste vores nuværende styrkeposition til Kina og USA. Det bør være en prioriteret opgave for den nye EU-kommission og Europa-Parlamentet.

Den danske life science-industri har flere styrkepositioner inden for lægemidler, medicinsk udstyr og sundheds-it. Vi har ikke kun store og veletablerede virksomheder, men også en blomstrende underskov af startups og mindre virksomheder, der fx udvikler digitale og teknologiske løsninger. Disse løsninger kan begrænse manuelle arbejdsprocesser, understøtte behandling i eget hjem og hjælpe patienter med at mestre deres sygdom. Med andre ord er det innovative sundhedsløsninger, der kan sikre omstillingen af sundhedsvæsenet til at kunne håndtere rekrutteringsudfordringerne og en ændret demografi og sygdomsbillede – både i Danmark og globalt.

Vigtigheden af et stærkt hjemmemarked

Et stærkt hjemmemarked er en afgørende forudsætning for succes på eksportmarkederne. For at danske virksomheder kan få succes og bidrage med efterspurgte sundhedsløsninger globalt – og dermed flere eksportindtægter – er det vigtigt, at vi sikrer de nødvendige rammer at videreudvikle gode idéer fra forskningen til egentlige produkter og løsninger.

Life Science Rådet har en ambition om, at offentligt-privat samarbejde om udvikling, test, implementering og skalering af arbejdskraftfrigørende sundhedsløsninger skal frigøre 10.000 årsværk i sundhedsvæsenet i 2030. En ambitiøs, men også realistisk målsætning.

Vi har i Danmark en enestående mulighed for at løse alvorlige udfordringer i vores sundhedsvæsen og samtidig løfte vores life science-industri til nye højder. Vi håber, at regeringen og Folketinget vil implementere Life Science Rådets anbefalinger i konkret politik, og at sundhedsvæsenets aktører aktivt vil samarbejde om at gøre disse til virkelighed.