04.01.23 DI Produktion Nyheder

Uforløst potentiale for vækst i Produktionsdanmark gennem innovation

Hvordan får danske produktionsvirksomheder gavn af forskning og innovation? Danmarks produktionsklynge MADE skaber løsninger til fremtidens produktionsvirksomheder

Se med i videoen, hvor virksomheder, universiteter, foreninger og vidensinstitutioner fortæller om arbejdet i Danmarks produktionsklynge.

Hvor stor er innovationskraften i produktionsvirksomheder?

Der er store gevinster at hente gennem innovation. Det ved vi, fordi de virksomheder, der var aktive i MADE’s forskningsplatform i 2017 til 2020, opnåede effektiviseringer og øget omsætning på en halv mia. kr. ved at investere i digitale løsninger som f.eks. 3D-print, robotter og virtual reality.

Eksempelvis vendte SMV’en Sjørring Maskinfabrik en truende konkurs til 300 procent vækst gennem bl.a. nye digitale værktøjer, der førte til udviklingen af et graveskovlsprogram. I februar 2022 præsenterede Sjørring Maskinfabrik det bedste regnskab i virksomhedens 75-årige historie.

MADE sætter i de kommende år 131 konkrete virksomhedsprojekter i gang – projekter, hvor produktionsvirksomheder får tilført ny viden, der fremmer deres konkurrenceevne.

Hvorfor har innovation betydning for konkurrenceevnen i produktionsvirksomheder?

Interessen for MADE’s innovationsindsatser er stor, men der er stadig et stort uforløst potentiale for vækst i Produktionsdanmark gennem innovation: En måling fra 2021 foretaget af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse viste, at kun hver femte SMV arbejder med innovation eller arbejder innovativt.

Derfor er MADE optaget af, at endnu flere SMV’er engagerer sig:

”Hvis danske produktionsvirksomheder skal forblive konkurrencedygtige, så har vi brug for at engagere endnu flere små virksomheder og sikre nem adgang til den nyeste viden,” vurderer Nigel Edmondson, MADE’s direktør, og tilføjer, at samarbejde er nøglen til innovation.

Derfor har MADE projekter på alle niveauer fra helt korte kickstartprojekter af 20 timers varighed til SMV’er, der endnu ikke har den store erfaring med innovation, og op til flerårige forskningsprojekter. Alle projekter tager udgangspunkt i virksomheders konkrete udfordringer.

Vil du vide mere om MADE, og hvordan din virksomhed kan engagere sig i MADE-projekter? Så læs mere her.

Relateret indhold