Mikkeline Bæch Bøttern Chistiansen drømmer om at give sin glæde og viden om faget videre til andre unge mennesker.

Foto: Morten Drachmann
17.01.23 DI Produktion Nyheder

Klejnsmed Mikkeline: Det gør mig stolt, at jeg gør en forskel

Snart skydes DM i Skills i gang. DI produktion glæder sig til at fejre de dygtige konkurrencedeltagere og til at sætte fokus på erhvervsuddannelserne og de mange spændende fag. Som optakt til konkurrencen bringer vi her et portræt af klejnsmeden Mikkeline - lavet af Industriens Uddannelser.

Mikkeline er klejnsmed og deltager ved dette års DM i Skills. Hun er stolt over den betydning, smeden har for den grønne omstilling, og så drømmer hun om en dag at kombinere sit fag med arbejdet med unge mennesker – gerne som faglærer. Mød Mikkeline som havde svoret, at hun ikke ville gå i smedefamiliens fodspor, men nu snart skal dyste om titlen som Danmarks bedste smed.

Fakta

Navn: Mikkeline Bæch Bøttern Christiansen
Uddannelse: Klejnsmed
Skole: Tradium
Virksomhed: Sekura Cabins
Alder: 20 år

Hvorfor valgte du smedefaget?

- Jeg har altid været god til at bruge mine hænder. Nu kommer jeg fra en familie, hvor både min far, bror og onkel er smede, så jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle gøre noget andet end dem. Jeg har altid gerne villet gå mine egne veje. Efter at have været i praktik på andre uddannelser besluttede jeg alligevel at prøve kræfter med fem dages praktik i en smedevirksomhed. Med det samme kunne jeg mærke, at kombinationen af det fysiske i faget og den matematiske forståelse, det kræver, var megameget mig. Jeg syntes, at det var svært, men det gjorde det kun endnu federe. Jeg skal udfordres, og det blev jeg på smedeuddannelsen.

- Vi var meget få, der valgte en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Senere har mange af mine tidligere klassekammerater indset, at den boglige vej ikke nødvendigvis er for alle. Det kan betale sig at stå ved sine meninger og lytte efter, hvad det er, man selv vil. Det er jeg i hvert fald glad for, at jeg har gjort.

Hvad siger din familie til, at du nu er uddannet smed og skal til DM i Skills?

- De blev superglade, da jeg valgte faget. I dag er de meget stolte over den udvikling, jeg har været igennem. Det er ret vildt at kaste sig ud i noget så stort. Min familie har altid været en kæmpe støtte, og jeg ved, at de vil stå på sidelinjen til DM i Skills og have en klar mening om, hvordan tingene skal laves.

Portrættet fortsætter under billedet 

"Hvis vi ikke havde smede, havde vi ikke vindmøller eller CO2-anlæg. Jeg er megaglad for at være smed i forhold til den betydning, vi spiller for både sikkerhed og grøn omstilling"

Foto: Tradium
Hvordan forbereder du dig til DM i Skills?

- Til daglig arbejder jeg på en produktionsvirksomhed, og her er jeg vant til, at vi arbejder med deadlines. Jeg er vant til at være hurtig, produktiv og præcis. Det tror jeg er en god forberedelse til DM.

Hvad er det bedste ved dit fag?

- At skabe noget som bliver til noget vigtigt. I min virksomhed laver vi kabiner og førerhuse til maskiner, og da jeg stod på en messe i München og så en af mine kabiner være udstillet – der blev jeg altså stolt. Jeg er med til at skabe sikkerhed for folk, og jeg har et ansvar. Det gør mig stolt, at jeg gør en forskel.

Hvordan bidrager smeden til den grønne omstilling?

- Det gør vi med alting! Hvis vi ikke havde smede, havde vi ikke vindmøller eller CO2-anlæg. Jeg er megaglad for at være smed i forhold til den betydning, vi spiller for både sikkerhed og grøn omstilling.

Hvad laver du om 10 år?

- Der har jeg nok været ude på nogle flere arbejdspladser og fået erfaring fra flere dele af branchen. På sigt vil jeg gerne være faglærer. Hvis jeg kunne få muligheden for at kombinere mit fag med unge mennesker, ville det være et kæmpe plus for mig. Jeg drømmer om at give min glæde og viden om faget videre til andre unge mennesker.

Anton Theodor Kornum
Rasmine Reeh
Skrevet af:

Anton Theodor Kornum, Rasmine Reeh

Sisse Stendorf Meier

Sisse Stendorf Meier

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3418
  • Mobil +45 2829 1910
  • E-mail sstm@di.dk

Relateret indhold