25 toplærlinge hyldet med Metalindustriens Lærlingepris
Ud af knap 200 indstillinger var 25 udvalgt til Metalindustriens Lærlingepris (ML-pris). En af de udvalgte er Malthe Smedegaard Mortensen fra L. Østergaards Maskinfabrik.
”Jeg vil gerne sige tak, fordi I har valgt en uddannelse, som ikke bare ruster jer, men som også ruster vores mange virksomheder i industrien til fremtiden.”
Sådan lød det fra Signe Tychsen Phillip, underdirektør i Dansk Industri, da metalindustrien i formiddags var samlet for at hylde årets dygtigste lærlinge i Den Sorte Diamant i København, hvor den årlige ML-Pris blev uddelt for 21. gang.
Siden 2003 har Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde med DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddelt ML-Prisen til nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.
I år var næsten 200 nyudlærte lærlinge indstillet, men kun 25 kunne løbe med den ærefulde pris.
Betydningsfuld anerkendelse
En af de udvalgte er Malthe Smedegaard Mortensen, der nu er uddannet Klejnsmed:
"Jeg er sindssygt glad og stolt over at være udvalgt til at få denne pris. Og jeg er glad for, at der bliver gjort noget for at anerkende lærlingene - og de lærlinge, som har gjort en ekstra indsats."
Malthe Smedegaard Mortensen fik overrakt prisen af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Foto: Foto: Søren MalmoseDet er et fællestræk for Malthe Smedegaard Mortensen og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger. Malthe har gået på EUC Lillebælt og været i lære hos L. Østergaards Maskinfabrik A/S.
Og det er ikke første gang, at Kjeld Østergaard, der er adm. direktør og ejer i L. Østergaards Maskinfabrik, har sat kurs mod København for at overvære en lærling modtage ML-prisen.
"Vi er stolte over, at vi for anden gang har en lærling, der vinder en ML-pris. Malthe fortjener denne anerkendelse. Han er en super god kollega, han er positiv og hjælper alle. Og han ser ikke noget som et problem, men som en udfordring."
Malthe Smedegaard Mortensen med Kjeld Østergaard, adm. direktør og ejer i L. Østergaards Maskinfabrik.
Bag hver prismodtager står en stolt industrivirksomhed
Men det er ikke kun lærlingene, der hyldes til ML-Prisen – det er også den virksomhed, der står bag lærlingen.
”Priserne gives til de unge lærlinge, der med deres talent og håndværk er rollemodeller for erhvervsuddannelserne. Samtidig hylder vi det gode lærested, som giver talenterne plads til at udfolde sig, for der står en stolt industrivirksomhed sammen med alle dagens prismodtagere – en virksomhed som med dagens prisuddeling har vist, at de har gjort sig umage med at skabe særligt gode rammer at lære i, sagde Signe Tychsen Philip i sin tale.
At skabe de bedste rammer for lærlingen, er noget, Kjeld Østergaard er meget bevidst om:
”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vores lærlinge bliver de bedste svende. Og derfor ser alle hos L. Østergaards Maskinfabrik det som en positiv opgave at være med til at uddanne de unge mennesker og klæde dem godt på til fremtiden.”
Til stor glæde for Kjeld Østergaard, siger Malthe Smedegaard Mortensen ikke farvel til L. Østergaards Maskinfabrik, nu hvor han er færdig som lærling. Malthe fortsætter nemlig sin karriere som Klejnsmed hos den jyske virksomhed.