23.09.24 DI Produktion Nyheder

Aalborg Portlands cement binder Danmark sammen: Nye tiltag og en ambitiøs klimaplan skal reducere deres CO2-udledning med mere end 70% inden 2030

Nye CO2-reducerede produkter, grønnere brændsler og CO2-fangst. Det er nøgleord i Danmarks eneste cementproducent, Aalborg Portlands, handlingsplan mod 2030-målet.

Med over 130 år på bagen er Aalborg Portland Danmarks eneste cementproducent . Virksomheden har egen havn og råstofindvinding, og deres cement er at spore i stort set alt beton i Danmark, heriblandt vindmøllefundamenter, hospitaler, skoler og infrastruktur. Med et mandskab på blot 280 medarbejdere produceres der i døgndrift.

- De arbejder i seksholdsskift, så der altid er nogen til stede til at drive fabrikken. Det kan gøres med 15 mand af gangen med alt fra indvinding af råstoffet, produktion og til sidst lastningen på skib, forklarer Michael Lundgaard Thomsen, der er direktør i Aalborg Portland A/S.

Til cementproduktionen bruges kridt, som er et af de eneste råstoffer i Danmark. Kridtet hærder og styrker cementen, men det kræver en opvarmning til 1500 grader i en ovn. Til formålet benyttes både elektricitet og fossile brændsler med kul, hvilket avler et af landets største energiforbrug.

- Vi udgør også ca. 4% af Danmarks samlede CO2-udledning, svarende til 1,7 millioner tons. Vi er den industrivirksomhed, hvis vi snakker produktion i Danmark, der udleder klart mest CO2.

Selvom Aalborg Portland er rekordholder, er der dog sket et markant fald i deres CO2-udledning, der for to år siden lå på 2,3 millioner tons.

En grønnere cementproduktion

Ifølge Michael Lundgaard Thomsen er det vigtigt for Aalborg Portland med en handlingsplan, der bidrager til det danske klimamål om en reducering af CO2-udledningen på 70% inden 2030. Derfor skal Aalborg Portlands egen CO2-udledning reduceres med 1,6 millioner tons frem mod 2030. Og de er godt på vej. Siden 2021, har de nemlig reduceret deres udledning med mere end 500.000 tons CO2.

For at nå i mål skal flere nye tiltag i spil.

- Vi har udviklet nye CO2-reducerede produkter, hvor vi forsøger at erstatte kridtet med andre materialer, såsom ler, men samtidig bibeholder produktets styrke. Dertil vil vi udskifte de fossile brændsler med grønne alternativer såsom biomassebrændsler, hvor affald brændes af. Vi kommer også til at bruge naturgas og senere hen biogas, der kan få reduceringen helt i bund, fortæller Michael Lundgaard Thomsen.

Også CO2-fangst er bland midlerne til målet. Dertil kommer ressourcegenanvendelse, som længe har været Aalborg Portlands hjertebarn.

- På energisiden leverer vi overskudsvarme til 25.000 husstande i Aalborg og fjernkøling til Aalborg Universitetshospital. På materialesiden genanvender vi blandt andet flyveaske fra kraftværker, aluminiumsdåser og sandrester fra Limfjorden i vores produktion, forklarer Michael Lundgaard Thomsen.

Fjernkølingen fra Aalborg Portland reducerer universitetshospitalets CO2-udledning med omkring 80%.

Klima og konkurrenceevne hånd i hånd

Rettes blikket mod fremtiden ser den ifølge Michael Lundgaard Thomsen både lys og grøn ud.

- Når vi lykkes med vores handlingsplan i 2030, vil vi stå tilbage med en maksimaludledning på 600.000 tons CO2, uanset produktionsniveau, og en produktportefølje med et markant lavere CO2-aftryk, der også bidrager til at reducere klimaaftrykket i byggeriet, forklarer han.

Nogle af Aalborg Portlands cementkunder er også så småt begyndt at efterspørge klimavenlige produkter.

- Vi kan mærke, at vores kunder også selv er begyndt at eksperimentere med grønnere løsninger, fortæller Micael Lundgaard Thomsen.

Men ikke alle er hoppet helt med på bølgen endnu. Det skyldes, at nye produkter ofte kalder på ændring i arbejdsgangen, og at man derfor er tryggere ved de traditionelle produkter.

- Vi tror på, at vi med den rigtige timing kan få et godt produkt, der bliver efterspurgt af alle, fortæller han.

Ligeledes er det vigtigt for Aalborg Portland holde på konkurrenceevnen, så produkterne med 0-aftryk kan hamle op med de udenlandske konkurrenter prismæssigt.  

Relateret indhold