Er din virksomhed klar til den 1. september?
DI Produktion afholdte i slut juni et webinar i samarbejde med DI’s personalejuridiske afdeling om de nye regler for Fritvalgs Lønkonto og feriefridage i den kommende overenskomst OK25. Fokus var særligt rettet mod mindre virksomheder inden for metal- og maskinindustrien, hvor ændringerne vil kunne mærkes i praksis.
Fra den 1. september 2025 træder nye regler i kraft, som ændrer den måde, feriefridage håndteres på. Fremover skal virksomheder indbetale 2,5 pct. af medarbejderens ferieberettigede løn til deres Fritvalgs Lønkonto. Det svarer til værdien af fem feriefridage. Disse midler vil medarbejderne kunne bruge til fx at få løn ved afholdelse af feriefridage eller børneomsorgsdage.
Virksomheder kan vælge at fortsætte med den nuværende model for feriefridage, men med den nye ordning bortfalder behovet for, at medarbejdere én gang om året aktivt skal vælge mellem at holde feriefridage eller få midler indsat på Fritvalgs Lønkontoen. Det bliver fremover en fast ordning.
Formålet med webinaret var at klæde virksomhederne bedst muligt på til at navigere i de nye regler. Her var budskabet, at det er vigtigt at forberede sig i god tid, så ændringerne kan implementeres uden problemer både for virksomheden og medarbejderne.
Hvis du er mere nysgerrig, kan du se webinaret nedenfor.