Kom godt i gang med ejerskiftet – før det er for sent
Tusindvis af danske virksomheder står over for et ejerskifte i de kommende år – men mange ejerledere venter for længe med at tage hul på processen, med risiko for at miste værdi og arbejdspladser. Første webinar i DI Produktions webinarrække om ejerskifte og generationsskifte gav konkrete råd til, hvordan du kommer godt i gang i tide – både mentalt og praktisk.
Kom godt i gang med ejerskiftet – før det er for sent
Ejerskifte er en af de mest afgørende beslutninger i en virksomheds livscyklus. Alligevel venter mange ejerledere alt for længe med at tage hul på processen – ofte fordi den opleves som kompleks, tidskrævende eller ubehagelig at forholde sig til. Men jo tidligere man går i gang, desto bedre er chancerne for at bevare virksomhedens værdi, sikre arbejdspladser og skabe et solidt grundlag for fremtidig vækst.
Det var en af hovedpointerne på DI’s webinar ”Kom godt i gang med ejerskifte/generationsskifte” – første del i en webinarserie på tre, der sætter fokus på de vigtigste skridt før, under og efter et ejerskifte. Ligesom webinaret er denne artikel en del af en serie, hvor vi i hvert nyhedsbrev deler hovedpointerne fra webinarerne.
Ejerlederens særkende – og udfordring
Første oplægsholder, Ellen Mølgaard Korsager, projektleder ved Center for Ejerledede Virksomheder, præsenterede forskning og data om danske ejerledede virksomheder. Hun viste, at langt de fleste danske virksomheder har én ejer, som også er direktør – ofte grundlæggeren.
Det giver handlekraft, stærke værdier og tætte relationer til kunder og netværk. Men det skaber også en stor sårbarhed: Hvis (eller når!) ejerlederen bliver syg, mister et familiemedlem eller forlader virksomheden, falder indtjeningen markant, og det kan tage år at genoprette.
Derfor er det afgørende at have et beredskab – ikke kun for virksomhedens skyld, men også for familien. Det kan være så lavpraktisk som at sikre, at andre kan udbetale løn, tilgå vigtige systemer og kontakte nøglekunder, hvis ejerlederen pludselig ikke er der.
Fra abstrakt til konkret
En af Ellens centrale pointer var, at en stor barriere for at planlægge et ejerskifte er den tætte identitet mellem ejer og virksomhed. For mange føles det som at planlægge sin egen pension – eller værre. Derfor er det vigtigt at gøre processen konkret og overskuelig: Tænk på ejerskifte som en række små skridt i stedet for en stor, uoverskuelig beslutning.
Det kan begynde med at uddelegere enkelte opgaver, som ikke behøver at ligge på ejerlederens bord – og derfra gradvist øge graden af ansvarsoverdragelse.
Sådan gør du virksomheden salgsklar
Anden oplægsholder, Carsten Holløse, forretningsudvikler i Erhvervshus Sjælland, tog fat i de konkrete skridt, der kan gøre en virksomhed klar til salg eller overdragelse.
Han anbefaler at se på processen som et hussalg: Før man sætter til salg, ordner man skavanker, får styr på dokumentationen og præsenterer det hele bedst muligt.
For virksomheder betyder det bl.a.:
- Oprydning i kontrakter, regnskaber og ejerforhold.
- Klar strategi og forretningsplan, der viser potentiale.
- Velfungerende organisation, hvor nøglepersoner ikke alle er én og samme person.
Et godt forberedt ejerskifte kan ikke kun sikre virksomhedens overlevelse – det kan også skabe ny vækst, arbejdspladser og innovationskraft, når en ny ejer bringer nye ideer og kompetencer med ind.
Se hele webinaret og de kommende her
Få alle Ellens og Claus' gode input, råd i vejledning i webinaret ”Kom godt i gang med ejerskifte/generationsskifte”, som du kan se her (øverst i artiklen) og bliv klogere på, hvordan du sikrer din virksomheds fremtid bedst muligt.
I næste nyhedsbrev bringer vi hovedpointerne fra det andet webinar i serien, hvor fokus er på de praktiske værktøjer, der kan gøre din virksomhed klar til et succesfuldt ejerskifte.
Om webinarserien
Denne artikel er en del af DI Produktions webinarserie om ejerskifte og generationsskifte Når virksomheder skifter hænder.
Serien består af tre webinarer, der hver især kan ses uafhængigt, men tilsammen giver et samlet overblik over de vigtigste skridt i processen:
1. webinar: Kom godt i gang med ejerskifte/generationsskifte
2. webinar: Ejerskifte i praksis – gør virksomheden klar og undgå benspænd
3. webinar: Beredskab omkring kapital/finansiering ved ejerskifte/generationsskifte
Alle webinarer kan genses på DI Produktions hjemmeside.