17.02.25 DI Produktion Nyheder

Færre kontorrøve – flere faglærte i industrien!

Den 1. marts nærmer sig, og tusindvis af unge skal snart træffe en vigtig beslutning om deres fremtidige uddannelsesvej. I den forbindelse har DI Produktion netop lanceret en ny kampagne, der med humor og et provokerende tvist skal åbne forældres øjne for de mange muligheder, som en erhvervsuddannelse kan tilbyde deres børn.

Med sjove og genkendelige situationer skubber kampagnen til traditionelle opfattelser af uddannelsesvalg. Hvorfor skal kontorrøve gå i arv fra generation til generation, når erhvervsuddannelserne tilbyder spændende, fremtidssikrede og attraktive karriereveje? Industrien mangler kvalificerede faglærte, og der er brug for flere dygtige hænder til at skabe fremtidens Danmark.

Peter Trillingsgaard, direktør i DI Produktion, understreger kampagnens betydning: "Vi står over for en akut udfordring i industrien. Hvis vi ikke får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, risikerer vi, at virksomheder mangler de nødvendige faglærte medarbejdere til at sikre fremtidig vækst og innovation i Danmark."


Forældre er nøglen til unges uddannelsesvalg

Kampagnens primære målgruppe er forældre. Ifølge en analyse fra EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) er forældre den vigtigste sparringspartner, når unge vælger uddannelse, men de anbefaler ofte det, de selv kender bedst. Derfor ender mange med at skubbe deres børn i retning af de samme uddannelsesveje, som de selv har fulgt.

Med denne kampagne ønsker DI Produktion at starte en vigtig samtale i de danske hjem. Forældre og deres børn skal have en åben dialog om uddannelsesmulighederne, så flere får øjnene op for de karriereveje, en erhvervsuddannelse kan åbne døren til.


Industrien mangler faglærte

Ifølge Dansk Industri forventer over halvdelen af industrivirksomhederne at mangle medarbejdere i 2030 (DI’s Virksomhedspanel, december 2023). Samtidig når mellem 150.000 og 175.000 faglærte pensionsalderen inden 2035 (AE: ”Hver femte faglærte når pensionsalderen inden 2035”), mens investeringer i den grønne omstilling alene vil skabe behov for yderligere 98.000 faglærte i perioden 2023-2035 (COWI: ”Beskæftigelseseffekter i industrien af investeringerne i den grønne omstilling”).

Samtidig viser prognoser, at de kommende generationer på arbejdsmarkedet vil bestå af ca. 50 % flere akademikere end faglærte, hvis ikke der sættes målrettet ind for at ændre udviklingen. Manglen på dygtige hænder er allerede en alvorlig udfordring for industrien, som oplever rekrutteringsproblemer, der hæmmer vækst og konkurrencekraft.


Fremtidens arbejdskraft starter nu

Industrien har et voksende behov for faglærte medarbejdere, og uddannelsesvalget, som tusindvis af unge står over for, har stor betydning for Danmarks fremtidige konkurrenceevne. DI Produktion håber, at denne kampagne kan være med til at ændre forældres syn på erhvervsuddannelser og inspirere flere unge til at vælge en faglært vej.

Peter Trillingsgaard afslutter med en opfordring: "Hvis vi skal sikre Danmarks konkurrenceevne og industrielle styrkeposition, kræver det, at vi investerer i fremtidens faglærte. Det starter med, at vi som forældre anerkender erhvervsuddannelsernes værdi og aktivt bakker op om de unge, der vælger denne vej."

Valget skal træffes senest den 1. marts. Nu er det tid til at tænke i nye baner og anerkende erhvervsuddannelserne rette plads som en spændende, fremtidssikret og attraktiv karrieremulighed.

Relateret indhold