03.06.25 DI Produktion Nyheder

Kom med når DI Produktion inviterer til EuroSkills-dyst på Folkemødet

DI Produktion og Dansk Industri er storsponsorer ved det forestående EuroSkills i Herning til september. Som opvarmning til det største uddannelsesevent på dansk jord nogensinde inviterer vi politikere og Skills-deltagere til EuroSkills-dyst på DI’s scene i Allinge. Eventet arrangeres i et samarbejde mellem DI Produktion, DI Byggeri og DI’s Lærlingeindsats.

Vi vender op og ned på de vante rammer. Her er det lærlingene, der er på hjemmebane og svinger taktstokken som holdkaptajner på de to hold. Her vil vi få afsløret, om politikerne er udstyret med ti tommelfingre, eller om de har glorværdige skills med i rygsækken.

Hvert hold vil bestå af en toppolitiker og en Skills-deltager, som i samarbejde skal igennem to konkurrencer. Der vil både blive dystet i en byggefaglig og en industrifaglig opgave, men det præcise indhold af konkurrencerne kan vi af gode grunde først afsløre på scenen.

Mød de to teams

Team Dana
Dana Alberte Majgaard, procesoperatør-lærling hos FMC. Danmarksmester i disciplinen ’Procesoperatør’ ved DM i Skills 2024.

Morten Messerschmidt, jurist og formand for Dansk Folkeparti

Team Tue
Tue Buhl Larsen, bygningsstruktør-lærling hos Arkil. Deltager ved DM i Skills 2024, reserve ved WorldSkills 2024 i Lyon, og nu medaljehåb ved EuroSkills 2025 i disciplinen ’Concrete Construction Work’.

Mona Juul, civiløkonom og formand for Det Konservative Folkeparti

Vi har lagt os i selen for at skabe en ægte EM-fest med landsholdstrøjer, et oplagt publikum og Joakim Ingversen til at kommentere på dysten. Joakim Ingversen er selv aktuel fra programmet ’Linde på Langeland’, hvor han og hustruen mildest talt er afhængige af faglærte skills til at føre drømmene ud i livet. Han glæder sig til sammen med Dansk Industri at kaste stjernestøv på de faglærte og erhvervsuddannelserne og promovere det danske værtskab for EuroSkills 2025 i Herning til september.

Vi er også i kontakt med flere institutioner og organisationer for at sikre et talstærkt og ungt publikum, som med klapsalver og hujen vil være med til at afgøre den store EuroSkills-dyst. Men alle er velkomne, og vi håber også på at se en masse medlemmer på tilskuerrækkerne.

EuroSkills-dysten løber af stablen på DI-hjørnet (F32) fredag d. 13. juni kl. 12.00.

Se hele Dansk Industris Folkemøde-program

EuroSkills Herning 2025

EuroSkills Herning 2025 er europamesterskabet for unge fagatleter og foregår i MCH Messecenter Herning fra den 9.-13. september 2025. Konkurrencedagene løber fra den 10.-12. september, og vinderne bliver kåret ved afslutningsceremonien om aftenen den 13. september.

I alt skal 600 unge fagatleter fra 33 europæiske lande dyste om medaljer i 38 forskellige fag. EuroSkills 2025 forventer op mod 100.000 tilskuere fordelt på de tre dage - herunder 60.000 folkeskoleelever.

Udover at opleve faglighed i verdensklasse, kan man som tilskuer prøve kræfter med fagene i specielle Try-a-Skill-områder samt snakke med de mange udstillere, der har en stand. Det er gratis at besøge EuroSkills under konkurrencerne. Deltagelse i åbnings- og afslutningsceremoni kræver billet.

Du kan besøge DI Produktion, DI Byggeri og DI på stande under EuroSkills Herning 2025 i MCH Messecenter Herning.

Læs mere på EuroSkills Herning 2025.

Olivia Kjøller Jacobsen
Skrevet af:

Olivia Kjøller Jacobsen

Relateret indhold