28.05.25 DI Produktion Nyheder

Første tekniske erhvervsuddannelse på engelsk fra august 2025 – automatiktekniker i Sønderborg

Automatikteknikeruddannelsen bliver som den første tekniske erhvervsuddannelse udbudt på engelsk. Det sker på EUC Syd i Sønderborg, hvor det første hold starter til august. Det er stadig muligt for virksomheder, der gerne vil tage en engelsksproget lærling, at få en lærling på holdet.

Den mangel på faglærte, vi ser ind i, gør det nødvendigt at se på nye veje til at udvide målgruppen, og DI ser et stort potentiale for at kunne rekruttere flere unge fra EU, når de kan tage en erhvervsuddannelser på engelsk.

Vil I gerne tage en engelsksproget lærling?

Bag udbuddet i Sønderborg står en bred samarbejdskreds bestående af Danfoss, erhvervsskolen EUC Syd, rekrutteringsvirksomheden JKS, Sønderborg Kommune og GOTO Sønderborg. Hertil kommer en række virksomheder, der allerede har meldt deres interesse for at tage en engelsksproget lærling.

Målgruppen er EU-borgere mellem 18 og 24 år med engelsk på 10 kl. niveau – både fra EU og herboende udlændinge. JKS er med til at markedsføre udbuddet og rekruttere lærlinge.

Virksomheder, der gerne vil tage en engelsksproget lærling og kan tilbyde et oplæringsmiljø på engelsk, har stadig muligheden.

På grund af de gældende regler for EU-borgere skal virksomhederne indgå en uddannelsesaftale med lærlingene, fra de starter på grundforløbet den 4. august 2025. Selve oplæringen i virksomheden starter efter grundforløbet (januar 2026). Uddannelsesaftalen er en helt almindelig uddannelsesaftale, herunder reglerne om prøvetid: de første tre måneder af oplæringstiden i virksomheden (efter grundforløbet). Der skal betales løn under hele uddannelsesaftalen, og virksomheden kan få AUB-refusion under skoleperioderne.

Skoleundervisningen foregår på EUC Syd, men virksomheder andre steder i landet kan også have en lærling på holdet.

Kontakt EUC Syd

Er du interesseret i at få en engelsksproget automatikteknikerlærling? Eller høre mere om muligheden?

Kontakt direktør Dan Zielke på dz@eucsyd.dk eller tlf. 6194 0454

Relateret indhold