13.05.25 DI Produktion Nyheder

Ny bred politisk aftale: Massive investeringer skal løfte erhvervsuddannelserne

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en ny aftale, der skal styrke erhvervsuddannelserne gennem bedre undervisning, tættere virksomhedssamarbejde og øget økonomisk frihed til skolerne. Målet er at få flere unge til at vælge og gennemføre en faglært uddannelse.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har den 6. maj 2025 indgået en historisk aftale om at styrke erhvervsuddannelserne med en investering på op mod en milliard kroner årligt fra 2030. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder aftalen "et nødvendigt og historisk løft" af den faglærte vej.

Målet er at sikre, at flere unge vælger og gennemfører en erhvervsuddannelse, og at Danmark fortsat kan uddanne nogle af verdens dygtigste faglærte. Aftalen indeholder 31 initiativer, der skal forbedre undervisningen, styrke trivslen og skabe bedre sammenhæng mellem skole og oplæring i virksomheder.

Med aftalen får erhvervsskolerne mere økonomisk frihed til selv at prioritere, hvordan de bedst løfter kvaliteten. Samtidig skal undervisernes pædagogiske efteruddannelse styrkes, og flere gæstelærere fra erhvervslivet inviteres ind i klasselokalerne.

Industriens fundament er dygtige faglærte, og derfor er investeringer i erhvervsuddannelserne helt på sin plads. Peter Trillingsgaard, Branchedirektør

Den politiske aftale får også smilet frem hos DI Produktions branchedirektør, Peter Trillingsgaard:

”Industriens fundament er dygtige faglærte, og derfor er investeringer i erhvervsuddannelserne helt på sin plads. Det glæder mig, at man fra politisk side har prioriteret erhvervsuddannelserne og dermed anerkendt den enorme rolle de faglærte spiller for Danmarks sammenhængskraft.”, udtaler Peter Trillingsgaard.

Et væsentligt fokus i aftalen er også at sikre en tættere kobling mellem undervisning og praksis. Erhvervsskolerne forpligtes til at besøge eleverne i deres lærepladsforløb og får ansvaret for, at samarbejdet med virksomhederne fungerer.

Endelig åbner aftalen nye internationale muligheder: Andelen af elever og lærlinge, der tager dele af deres uddannelse i udlandet, skal femdobles frem mod 2035, og reglerne tilpasses for at sikre, at ophold i udlandet kan indgå smidigt i det samlede uddannelsesforløb.

DI Produktion støtter fuldt op om aftalens ambition om at styrke erhvervsuddannelserne og finder det positivt, at aftalen adresserer flere af de udfordringer, området står overfor.

I dag falder fire ud af ti elever fra undervejs i deres uddannelse, og samtidig sker et fald i antallet af faglærte. Hvis denne udvikling fortsætter, fremskriver Finansministeriet, at der i 2030 vil være cirka 70.000 færre faglærte end i 2022. Samtidig stiller den grønne omstilling og den teknologiske udvikling stigende krav til faglærtes kompetencer.

”Det er helt afgørende, at der nu tages målrettet fat om faldet i antallet af faglærte, så vi også i fremtiden kan have de rette kompetencer til at omdanne gode idéer til konkrete produkter. Med den nye politiske er der taget et godt skridt på vejen!” fortæller Peter Trillingsgaard.

Læs aftalen om en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne her. 

Relateret indhold