Stor politisk opbakning til at gøre det nemmere at etablere og udvide produktionsfaciliteter
”Mere tempo og mindre bøvl”. Det er det de danske produktionsvirksomhederne efterspørger, siger erhvervsminister Morten Bødskov under Folketingets første behandling af et lovforslag om forbedrede rammevilkår for produktionsvirksomheder den 7. maj 2025.

GettyImages
I Folketingssalen den 7. maj 2025 behandlede man for første gang lovforslaget som skal omsætte den politiske aftale om en ”rød løber” for produktionsvirksomhederne. Den vil være med til at skabe mere attraktive og konkurrencedygtige betingelser for at etablere og udvide produktion i Danmark.
Under behandlingen af lovforslaget tegnede der sig en klar politisk opbakning til produktionsvirksomhederne på tværs af de politiske partier. Gennem hele den politiske drøftelse gik det igen, at politikerne anerkender vigtigheden af produktionsvirksomhedernes rolle for Danmarks fremtid og velstand.
Helle Bonnesen (K) siger blandt andet: ”Produktion i Danmark - det gør jo én varm om hjertet […] Vi må gøre alt, hvad vi kan for at gøre det nemmere og bedre at drive produktion i Danmark, og det giver aftalen her en mulighed for.”
Også erhvervsministeren Morten Bødskov havde store ord at sige om de danske produktionsvirksomheder: ”Jeg vil gå så langt at sige, at ProduktionsDanmark er rygraden i dansk økonomi.”
DI Produktion har været involveret i hele processen med udvikling af en rød løber for ProduktionsDanmark, og derfor er branchedirektør Peter Trillingsgaard særligt glad at se den store opbakning til lovforslaget. ”Den politiske opbakning til at skabe bedre vilkår for produktionsvirksomhederne er en stor anerkendelse af produktionsvirksomhedernes enorme betydning for Danmark nu og i fremtiden.”, udtaler Peter Trillingsgaard.
Produktionsvirksomhederne er en hjørnesten i den grønne omstilling og bidrager med arbejdspladser i hele landet. Samtidig bidrager de danske produktionsvirksomheder med 120 mia. kr. til den danske statskasse, hvilket svarer til de samlede offentlige udgifter til folkeskolen og Forsvaret.
Alligevel møder mange produktionsvirksomheder en jungle af bureaukrati, når de ønsker at etablere eller udvide produktion ofte med lange sagsbehandlingstider og mange involverede myndigheder. Det sker i en tid, hvor konkurrencen fra bl.a. USA og Kina intensiveres. Derfor har DI Produktion længe fremhævet, at der er behov for, at det gøres nemmere og hurtigere at få lov til at udvide og etablere produktion i Danmark, hvis produktionsvirksomhederne skal holde sig konkurrencedygtige.
Derfor ser branchedirektør Peter Trillingsgaard særligt positivt på lovforslaget:
”Produktionsvirksomhedernes ve og vel vedkommer os alle sammen, for de danner fundamentet for det samfund vi kender, og derfor er jeg enormt glad for at se den politiske opbakning. Jeg ser meget frem til at følge den videre proces herfra.”
Nu venter 2.- og 3.-behandlingen i Folketinget i juni, før loven kan træde i kraft. Ikrafttrædelse forventes per 1. juli 2025.
Lovforslaget indeholder bl.a.
🏛️ én samlet indgang til myndighederne, til når produktionsvirksomheder vil søge om at etablere eller udvide produktion.
⏰ et loft på sagsbehandlingstiden på maksimalt 18 måneder.
🍃 fem grønne industriparker med den nødvendige infrastruktur til etablering af produktion.