Malthe og Andreas i kampen for en plads ved EuroSkills 2025
Det har netop været en begivenhedsrig dag for Malthe og Andreas, der til dagligt er lærlinge i Bravidas automationsafdeling. De har nemlig deltaget i DM i Industry 4.0 og dystet mod andre talentfulde lærlinge for at bevise deres færdigheder.
Konkurrencen handler ikke kun om at blive Danmarks bedste - vinderne sikrer sig nemlig en plads ved EuroSkills 2025, som i år afholdes i Herning. Her samles 600 af Europas dygtigste unge for at konkurrere i 38 forskellige fag.
Passion for faget: ”Det er det, jeg elsker”
Malthe og Andreas brænder for deres håndværk, og deres engagement mærkes i både deres daglige arbejde og konkurrencen. ”Det er min passion - det er det, jeg elsker,” fortæller Malthe, mens Andreas supplerer: ”Det bedste ved mit fag er, at man altid kan lære noget nyt!”
For dem er erhvervsuddannelsen ikke blot en uddannelse, men en vej til spændende muligheder og personlig udvikling. De har store ambitioner og drømmer om at tage sejren hjem, så de kan repræsentere Danmark ved EuroSkills. ”At få lov til at vise vores færdigheder på den europæiske scene ville være en kæmpe ære,” understreger Andreas.
Danmarksmestre i Industry 4.0
Efter en intens konkurrence, hvor både tekniske færdigheder og samarbejdsevner blev sat på prøve, kunne Malthe og Andreas løfte trofæet som Danmarks bedste. Med sejren har de ikke kun sikret sig titlen, men også en plads på det danske Skills-landshold, der skal kæmpe om europæisk sejr i Herning til september.
Hos Bravida er det også en stor sejr at kunne sende Malthe og Andreas videre til EuroSkills. ”Jeg er simpelthen så glad og så stolt helt ind i mit hjerte. Unge talenter som disse er vores fremtid” lyder det fra Pernille Bisgaard Rasmussen, lærlingeansvarlig hos Bravida.
EuroSkills 2025
EuroSkills er det officielle europæiske mesterskab for unge faglærte. Her samles deltagere fra hele Europa for at dyste forskellige fagdiscipliner. Mesterskabet har til formål at styrke interessen for erhvervsuddannelser og vise, hvordan faglærte kan være frontløbere inden for innovation, vækst og grøn omstilling.
DI Produktion vil også være til stede ved EuroSkills 2025 i Herning for at støtte de unge talenter.