JEROS former fremtidens faglærte med blik for den enkeltes behov
Hos JEROS i Ringe på Midtfyn er lærlinge ikke bare en del af produktionen, de er en central del af virksomhedens fremtid. Med en dedikeret lærlingekoordinator, individuelle uddannelsesplaner og stor fleksibilitet arbejder JEROS målrettet på at skabe rammer, hvor unge både bliver fagligt dygtige og personligt motiverede. Det kræver investeringer, ekstra ressourcer og en villighed til at gå langt for den enkelte, men det er ifølge virksomheden en nødvendighed, hvis man vil tiltrække og fastholde fremtidens faglærte.
Når man træder ind hos JEROS, mærker man både energien fra produktionen og en helt særlig kultur. Her bliver unge taget imod som en naturlig del af holdet - ikke blot som lærlinge, men som fremtidens kolleger. JEROS producerer industrielle opvaskemaskiner til kunder i hele verden, og ud af virksomhedens 55 ansatte er en god håndfuld lærlinge fordelt på fag som smede, industriteknikere, lager og logistik samt indkøb.
En virksomhed, der går langt for lærlingene
Det er ikke tilfældigt, at JEROS har gjort lærlinge til en mærkesag. Virksomheden ser det som sin opgave at åbne dørene for fremtidens faglærte - også for de unge, der ikke nødvendigvis har de letteste forudsætninger.
”For os handler det både om at løfte den sociale arv og om at vise, at industrien har plads til alle,” siger Rune Hansen, Operations Manager hos JEROS.
Et lærlingeforløb hos JEROS starter med tre måneders prøvetid, hvor både lærlingen og virksomheden finder ud af, om samarbejdet fungerer. Når prøveperioden er afsluttet, får hver lærling en individuel uddannelsesplan, der tager udgangspunkt i deres behov og ønsker. Planen sikrer, at de får mest muligt ud af deres uddannelsesforløb og giver plads til at udforske særlige interesser.
”Hos JEROS går vi langt for vores lærlinge og møder dem, hvor de er. Vi har for eksempel sendt en lærling på udveksling i Finland for egen regning, fordi vi mener, at det giver mere hele og færdige faglærte, når vi tager deres ønsker alvorligt,” siger Rune Hansen.
Samtidig har JEROS en dedikeret lærlingekoordinator, som følger de unge tæt. Det giver både tryghed og en fast kontaktperson, som kan hjælpe med alt fra skoleforløb til praktiske udfordringer i hverdagen.
Ansvar, motivation og fællesskab
En af de ting, der kendetegner JEROS, er, at de unge hurtigt får ansvar. Virksomheden tror ikke på at presse lærlinge med ”den gamle pisk”, men på at motivere gennem tillid.
”Vi vil hurtigt have lærlingene over i et forløb, hvor de selv tager ansvar. Det giver både motivation, arbejdsglæde og bedre medarbejdere,” siger Rune Hansen.
For Rune Hansen hænger det sammen med virksomhedens kultur. Hos JEROS er alle på lige fod, og lærlinge bliver hurtigt en del af fællesskabet. De trygge rammer gør det lettere at lære, for når man føler sig som en del af holdet, er det også nemmere at række hånden op og bede om hjælp.
Samarbejde med forældre
Samtidig ved JEROS, at fremtidens arbejdskraft ikke kun findes ved at tale til de unge. Forældre spiller en stor rolle i de unges valg af uddannelse, og derfor inviterer virksomheden også dem indenfor.
”Det er ikke nok kun at tale til de unge, men vi skal også have fat i deres forældre. De spiller en stor rolle i at bakke op om valget af en faglært uddannelse,” forklarer Rune Hansen.
Derfor inviterer JEROS til forældredage, hvor de besøgende får mulighed for på nært hold at opleve en moderne industriarbejdsplads, hvor deres børn kan udvikle sig både fagligt og personligt.
Investeringer i fremtiden
For JEROS er det vigtigt hele tiden at gøre sig mere attraktive for de unge. Derfor har virksomheden investeret i ny teknologi, blandt andet svejserobotter, som lærlingene får mulighed for at arbejde med under deres uddannelse.
”Vi tror på, at robotterne gør os mere attraktive. Når lærlingene engang er færdiguddannede, kan de sige, at de har arbejdet med svejserobotter. Det giver både dem og os en fordel,” siger Rune Hansen.
Et forbillede for andre
For JEROS handler det ikke kun om at uddanne dygtige faglærte til egen produktion, men også om at tage ansvar for de unge mennesker, der skal bære fremtidens industri. Derfor ønsker virksomheden at gå forrest som et godt eksempel og vise, hvordan man kan skabe muligheder for alle typer lærlinge.
”Uanset om man kommer direkte fra folkeskole, fagskole, gymnasie, voksenlære eller har valgt en lidt anderledes vej, er der plads hos JEROS – når bare mindset, vilje og lysten er der. Udover ordinær læreplads tilbyder JEROS også juniormesterlære, EUX og Ny mesterlære,” siger Rune Hansen.