Få gode råd til at tage imod erhvervspraktikanter
Fra efteråret 2025 er erhvervspraktik blevet en obligatorisk del af folkeskolen. Det betyder, at tusindvis af unge får indblik i hverdagen på en arbejdsplads og virksomheder, skoler og forældre får en vigtig rolle i at skabe gode oplevelser.
Se videoen her og få ’5 gode råd om erhvervspraktik’ til virksomheder
Erhvervspraktik giver unge et indblik i hverdagen på en arbejdsplads og hjælper dem med at lære om forskellige job og brancher – og måske finde retning for deres fremtidige uddannelse. Vi kan allerede nu se eksempler på produktionsvirksomheder, der arbejder strategisk med at skabe gode erhvervspraktikforløb, og deraf har lettere tilgang til lærlinge og senere fastansatte. Den obligatoriske erhvervspraktik vil medføre cirka 20.000 ekstra erhvervspraktikforløb om året, og det er en god mulighed for produktionsvirksomhedernes fremtidige arbejdskraftforsyning, hvis erhvervspraktikanterne får kendskab til industrien fremfor andre brancher.
Når erhvervspraktik nu bliver obligatorisk i 7., 8. og 9. klasse, får virksomheder en vigtig rolle i at give de unge et godt første møde med arbejdslivet. For at gøre denne opgave mere overskuelig har DI i samarbejde med en række andre organisationer udviklet materiale og gode råd, som kan hjælpe virksomheder med alt fra planlægning til gennemførelse af praktikforløb. På den måde bliver det både lettere at åbne dørene for praktikanter og samtidig sikre, at de unge får et inspirerende og vellykket praktikforløb.
Organisationerne bag
Udover DI har følgende organisationer været med til at udarbejde materialerne:
Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening, Danmarks Vejlederforening, Danske Skoleelever, Skole og Forældre, Børne- og Kulturchefforeningen, Dansk Erhverv, Tekniq, Horesta, Dansk Metal, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Åben Virksomhed, SkillsDenmark, Børne- og Undervisningsministeriet.
Pakken er udarbejdet af Naturvidenskabernes Hus på vegne af ovennævnte.