23.09.25 DI Produktion Nyheder

For BCM Transtech gør automatisering det muligt at trække produktionen tilbage til Danmark

Hos BCM Transtech i Broby har automatisering sat skub i udviklingen. Robotter og ny teknologi gør det muligt at producere mere og med højere kvalitet, samtidig med at lagerbindingen mindskes, og fleksibiliteten øges. For medarbejderne betyder det en hverdag med færre tunge rutiner og mere spændende opgaver.

Automatisering sikrer fleksibilitet og kvalitet

BCM Transtech blev grundlagt i 1976 og er i dag specialiseret i lagersystemer til bølgepapindustrien. I 2018 investerede virksomheden i en fiberlaserskærer for at få mere kontrol over produktionen. Tidligere blev dele af arbejdet udført hos en underleverandør i Letland, men leveringstiden var lang, og processen svær at styre.

”Vi kunne mærke, at underleverancen tog for lang tid. Derfor købte vi en fiberlaserskærer, så vi selv kunne styre processen. For at udnytte maskinen trak vi produktion hjem fra Letland, og senere satte vi en robotlinje op,” fortæller Jens Christian Christiansen.

Automatiseringen gør i dag, at BCM Transtech kan producere i større volumen, opnå en mere ensartet kvalitet og reducere lagerbindingen. Samtidig har virksomheden fået en fleksibilitet, hvor produktionen kan tilpasses præcis til kundernes behov.

Fordelene for medarbejderne

Automatiseringen har også haft stor betydning for hverdagen hos medarbejderne. Hvor arbejdet tidligere bestod af flere monotone og fysisk tunge opgaver som at bukke og klippe stålplader, er det i dag robotten, der tager slæbet. Det har frigivet tid til mere varierede opgaver og gjort BCM Transtech til en mere attraktiv arbejdsplads.

”At stå og håndtere stålplader dag ud og dag ind er hverken sjovt eller sundt. Nu klarer robotten det, og vi kan bruge medarbejderne på mere spændende opgaver,” fortæller Jens Christian Christiansen.

Automatiseringen har samtidig givet virksomheden et teknologisk løft, som også spiller en rolle i at tiltrække nye kolleger. ”Robotten rummer en lille wow-faktor, der gør det interessant for medarbejderne at være en del af en moderne produktionsvirksomhed,” forklarer Jens Christian Christiansen.

En grøn gevinst

Automatiseringen bidrager også til at reducere klimaaftrykket. Ved at flytte produktionen hjem undgår virksomheden unødvendig transport af stål fra Letland til Danmark.

”Det giver jo ikke meget mening at fragte stål frem og tilbage mellem Letland og Danmark. Når vi laver det herhjemme, er transporten kortere, og samtidig har vi solceller på taget, så en del af strømmen er grøn,” fortæller Jens Christian Christiansen.

Automatisering styrker forsyningssikkerheden

Krigen i Ukraine blev en øjenåbner for BCM Transtech og satte yderligere fart på automatiseringen. ”Vi stod jo lige pludselig og var nødt til at hamstre stål for at være sikre på, at vi havde nok,” fortæller Jens Christian Christiansen.

Den urolige situation på markedet viste, hvor sårbar forsyningskæden kunne være. Med underleverandører i Letland blev risikoen for afbrydelser for stor, og derfor besluttede BCM Transtech at rykke endnu mere produktion hjem. Som en del af løsningen bygger virksomheden nu en ny produktionslinje, der er udviklet in-house.

Råd til andre virksomheder

For BCM Transtech handler automatisering ikke om at erstatte mennesker, men om at skabe bedre vilkår for både forretningen og medarbejderne.

”Hvis man har et produkt i tilstrækkelig volumen, giver det rigtig god mening at se på, hvordan man kan automatisere. Det kræver mod og investeringer, men gevinsterne kan være store, både på bundlinjen og i hverdagen,” siger Jens Christian Christiansen.

Relateret indhold