05.02.26 DI Produktion Nyheder

Kverneland Group Kerteminde sætter fokus på rammerne for lokal arbejdskraft

I Kerteminde på Fyn ligger produktionsvirksomheden Kverneland Group Kerteminde, som er en del af en international koncern med produktionsenheder flere steder i verden. I Kerteminde produceres udstyr til græsbearbejdning til et globalt marked, men hverdagen i virksomheden er tæt forbundet med det fynske opland, medarbejderne og lokalsamfundet.

For Gitte Maribo, Director Production ved Kverneland Group Kerteminde, er den lokale forankring afgørende for virksomhedens identitet.

”Vi har faktisk 150 års jubilæum næste år og har altid ligget her i her i Kerteminde. Så det er vores DNA at være en virksomhed på Fyn. Også selvom vi i dag er en del af den international koncern Kubota, så er vi en fynsk virksomhed fra Kerteminde,” siger hun.

Den tætte relation til lokalområdet afspejler sig i høj lokal rekruttering og fastholdelse. 

”Vi er jo så heldige, at vores medarbejderudskiftning meget lav. Vi har en lang tradition for at ansætte lokalt, og både medarbejderne og vi nyder godt af det. Vi holder både 30-, 40- og 50-års jubilæer her,” forklarer Gitte Maribo.

Et tæt samarbejde med kommunen

En del af virksomhedens lokale forankring er også samarbejdet med Kerteminde Kommune. Her arbejder Kverneland Group Kerteminde tæt sammen med kommunen om at tilbyde forløb til borgere, der står uden for arbejdsmarkedet eller har brug for særlige hensyn. For at lykkes med denne indsats har virksomheden faste mentorer, som har ansvaret i hverdagen.

”Enten kan vi selv se, at vi har et behov, eller også er det kommunen, der henvender sig og siger, at de har nogle profiler. Det kan være skånehensyn, omskoling eller sprogbarrierer. Så spørger de os, om vi har mulighed for at se vedkommende an,” fortæller Gitte Maribo.

Ifølge Gitte Maribo kræver samarbejdet, at der hele tiden findes en balance mellem virksomhedens drift og det sociale ansvar. Den balance kan ifølge hende lade sig gøre, fordi virksomheden både er stærkt lokalt forankret og har en størrelse, der gør det muligt at tage et ansvar ud over den daglige produktion.

”Jeg synes, at fordelen for os er, at vi både får succeshistorien for det enkelte menneske, og at vi føler, at vi bidrager dermed til Kerteminde Kommunes vækst. Og den glæde ved at få både unge og lidt ældre mennesker i gang igen, det synes vi er enormt fedt,” siger Gitte Maribo.

Lærlinge som en central del af virksomheden

Ud over samarbejdet med kommunen spiller lærlinge en central rolle i Kverneland Group Kertemindes arbejde med både rekruttering og kompetenceudvikling. I dag har virksomheden omkring 20 lærlinge inden for flere fagområder, og ifølge Gitte Maribo handler indsatsen om både at sikre fremtidig arbejdskraft og om at tage et ansvar for uddannelse lokalt.

”Vi har en klar strategi om, at vi vil være vores egen fødekæde. Vi har blandt andet montører, svejsere og andre fag, hvor det kan være svært at rekruttere lærlinge. Derfor bruger vi tid og ressourcer på at uddanne dem selv,” fortæller Gitte Maribo.

Samtidig har virksomheden fokus på at møde unge allerede i folkeskolen og tilbyde dem juniormesterlære, så de kan prøve kræfter med en mere praktisk hverdag.

”Juniormesterlære, er faktisk noget af det, vi gerne vil have endnu mere fokus på næste år,” siger Gitte Maribo.

Gitte Maribo opfordrer samtidig andre virksomheder til at tænke lærlinge ind som en langsigtet løsning på rekrutteringsudfordringer frem for en kortsigtet opgave.

”Man skal se lærlingene som et aktiv. Hvis man gør det og arbejder strategisk med dem, så bliver det et positivt add-on i virksomheden i stedet for en stor opgave,” forklarer hun.

Infrastruktur som en afgørende ramme for rekruttering

Placeringen på Fyn rummer mange kvaliteter, men for Kverneland Group Kerteminde er transport og lokal infrastruktur samtidig en afgørende ramme for virksomhedens muligheder for at rekruttere medarbejdere fremadrettet.

Ifølge Gitte Maribo handler udfordringen ikke kun om den enkelte arbejdsplads, men også om, hvordan lokalsamfundet som helhed fungerer for medarbejdere og deres familier. Når transportmuligheder, institutioner og lokale tilbud forringes, får det direkte betydning for virksomhedernes mulighed for at tiltrække arbejdskraft.

”Vi vil jo også gerne kunne tilbyde, at man kan tage bussen på arbejde. Og det kan være svært, når man skærer busruterne væk og lukker børnehaverne. Så er vi dybt afhængige af, at kommunen bakker os op om at have en stærk kommune på de ting,” siger Gitte Maribo.

Hun peger på, at boliger, skoler og fritidsliv spiller en central rolle, hvis virksomheder uden for de større byer fortsat skal kunne rekruttere faglært arbejdskraft og fastholde unge familier.

”Hvis jeg skulle sende et budskab videre til politikerne, så er det at gøre noget godt for børnefamilierne. Så vi kan fastholde dem, og så de unge mennesker har lyst til at komme tilbage, tage deres uddannelse og stadig kunne se sig selv bo her,” siger hun.

En stolt produktionsvirksomhed på Fyn

For Kverneland Group Kerteminde handler det i sidste ende om mere end produktion og tal. Det handler om at bevare stærke håndværksfag og industrielle kompetencer på Fyn og om at vise, at en produktionsvirksomhed fortsat kan fungere og udvikle sig uden for de største byer.

”Vi vil jo godt være sådan en grand old lady. Vi har stærke industrielle forankring i de sorte fag og montagefagene, og det er vi rigtig stolte af. At vi stadig kan have en løntung virksomhed liggende her i Kerteminde, også selvom vi ikke har motorveje og det hele, det synes vi siger noget om, hvor dygtige vi er heroppe,” siger Gitte Maribo.

Relateret indhold