Plus Pack: En traditionsrig familievirksomhed med fokus på fornyelse
I udkanten af Odense ligger virksomheden Plus Pack – og byen har været basen gennem mere end 110 år. Virksomheden designer, producerer og sælger emballageløsninger til fødevareindustrien og har været fast forankret i det fynske lokalsamfund, siden Camilla Haustrup Hermansens oldefar etablerede virksomheden tilbage i 1914. I en virkelighed præget af konstant forandring melder spørgsmålet sig naturligt: Hvordan har Plus Pack formået at følge med tiden?
Strategisk placering på Fyn
Camilla Haustrup Hermansen er fjerde generations virksomhedsejer af Plus Pack og viceadministrerende direktør. Med virksomhedens oprindelse på Fyn fylder øen meget for selvopfattelsen og identiteten i Plus Pack.
”Fyn betyder meget for de relationer, vi har skabt gennem årene. Virksomheden blev etableret med et stort fokus på samfundsansvar, og min oldefar sørgede bl.a. for børnehave, sommerlejr og lærlingeskole for medarbejderne. Det engagement i vores lokalsamfund betød meget dengang, og det betyder også meget for os i dag. Vi har fx haft glæden af at have haft flere generationer fra de samme familier ansat, og hvor vi oplever en stærk loyalitet til os som lokal virksomhed. Det er en stor ære at opleve”, siger Camilla Haustrup Hermansen.
Relationen mellem Plus Pack og det fynske erhvervsliv er langt fra ensidig. Tværtimod. Camilla Haustrup Hermansen beskriver, hvordan Odense gennem årene har udviklet sig fra at være provinsby til at være en stor by i udvikling med et rigt kulturliv, et stærkt universitet og ikke mindst store ambitioner indenfor robotteknologier, som Plus Pack har draget stor nytte af.
”Vi bor lige overfor Teradyne Robotics og har i en årrække været testpartner på deres robotarme ligesom vi gennem årene har arbejdet sammen med flere forskellige aktører og ildsjæle i den fynske robotklynge”, forklarer Camilla.
Placeringen på Fyn har samtidig en strategisk og praktisk betydning. Som bindeled mellem landsdelene er det nemt for både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere fra både indland og udland at komme til og fra virksomheden.
En investering i fremtiden
”Man skal gøre noget”. Det er mottoet, som Plus Pack er grundlagt på, og som stadig præger virksomhedens tilgang i dag. Helt enkelt betyder det, at Plus Pack har fokus på at investere i den langsigtede udvikling af virksomheden og er optaget af at gøre en positiv forskel gennem sine aktiviteter.
”Indbegrebet af at være en moderne produktionsvirksomhed er konstant at forny sig og evne at producere mere bæredygtigt, mere effektivt og mere sikkert i fremtiden, end det vi tidligere har gjort. Det er at turde læne sig ind i de store trends i samfundet og aktivt investere i konkurrenceevne, kundetilfredshed og medarbejdertilfredshed. Vores motto giver os både retning og passion”, forklarer Camilla Haustrup Hermansen.
Internationalt udsyn
Selvom rødderne er fynske, har Plus Pack et internationalt udsyn. Virksomheden leverer til fødevareindustrien verden over, hvilket stiller høje krav til både kvalitet, dokumentation og processer. Kravene ser Camilla Haustrup Hermansen dog ikke som en begrænsning, men snarere end fordel.
”Vi elsker at samarbejde med kunder, der stiller store krav, fordi så er vi nødt til at udvikle os for at være sikre på, at de løsninger og produkter vi tilbyder og leverer i markedet også lever op til kundernes krav og i sidste instans forbrugernes krav og ønsker. På den måde kan vi også være med til at udvikle vores kunders forretning”, siger hun med et smil.
En bæredygtig og konkurrencedygtig forretning
Hos Plus Pack er bæredygtighed og omstillingen til grønnere og mere cirkulære løsninger en integreret del af kerneforretningen og har været det gennem en årrække.
”Vi har en vision om at transformere emballageindustrien i en mere cirkulær retning. Vi vil være blandt de førende leverandører af emballage til mad og måltider i Europa på udvalgte emballageløsninger. Samtidig ønsker vi at inspirere både vores leverandører og kunder til at gå samme vej, så vi kan drive en reel forandring”, siger Camilla Haustrup Hermansen.
For Plus Pack handler det om, at løsningerne skal være konkrete og synlige og forbedre både forretningen og hverdagen. Og så må de gerne kunne ses og mærkes af medarbejdere, kunder og leverandører. Derfor har virksomheden fx installeret solpaneler på fabrikstagene og sikret en skærm i kantinen, hvor man kan følge produktionen af energi, og opført et bæredygtighedscertificeret råvarelager, hvor der er indtænkt sociale områder og lokal biodiversitet omkring bygningerne.
”Det er stærkt, når vi kan se, at vores investeringer i egen energiproduktion og energieffektive løsninger i fabrikkerne medfører lavere driftsomkostninger på el- og varmeforbrug. Det sparer ressourcer og gør os mere konkurrencedygtige”, understreger hun.
Et godt råd givet videre
Konkurrencedygtigheden følger også med et af Camilla Haustrup Hermansens klare råd: ”Man skal være nysgerrig og konstant søge nye og bedre løsninger for at forblive relevant i markedet og være en attraktiv arbejdsplads. Det gælder også indenfor digitalisering og automatisering”.
Hos Plus Pack har det betydet en papirløs og fuldt digitaliseret produktion, hvor kollaborative robotter og førerløse palleløftere er en naturlig del af hverdagen på produktionsgulvet.
Opskriften på at forblive attraktiv og konkurrencedygtig ligger ikke i teknologien alene, men også i måden den bliver implementeret på.
”Ledelsen skal sætte rammen, sikrer investeringen og sørge for målsætningen, men i jo højere grad vi har medarbejderinvolvering, jo større succes ser vi også med de nye teknologier, vi implementerer i fabrikken”, afslutter Camilla Haustrup Hermansen.
Automatisering er for Plus Pack ikke et brud med fortiden, men en videreudvikling af den. Med afsæt i en virksomhedshistorie, der altid har haft sit udgangspunkt på Fyn, fortsætter udviklingen - også de næste mange år.