Grounded forvandler affald til nye muligheder og gør bæredygtighed til god forretning
Hos Grounded bliver affald ikke betragtet som noget, der skal bortskaffes, men som en ressource, der kan løfte både bæredygtighed og forretning. Med udgangspunkt i sidestrømme fra blandt andet kaffeindustrien udvikler virksomheden nye materialer, der kan erstatte traditionelle plast- og engangsprodukter. Det giver virksomheder helt nye muligheder for både at reducere klimaaftryk og styrke deres cirkulære forretning.
Fra studieprojekt til cirkulær forretning
Historien om Grounded begyndte, da Marcus Byrgesen, CEO og medstifter, og Tinus Byrgesen, CSO og medstifter, under deres kandidatstudier bemærkede, hvor meget kaffegrums der dagligt endte i affaldsspanden. Nysgerrigheden fik dem til at undersøge, hvilke egenskaber kaffegrums egentlig har. De fandt hurtigt ud af, at materialet både isolerer godt og rummer næringsstoffer, der normalt går til spilde.
“Det startede som en ren ingeniør-overspringshandling, hvor vi begyndte at kigge på, hvad kaffegrums egentlig kan. Idéen tog hurtigt fart, og siden har vi arbejdet med mange ton kaffe og utallige materialekombinationer for at finde frem til det, der i dag er vores secret sauce,” fortæller Marcus Byrgesen.
Affaldsstrømme som fundament for innovation
I dag producerer Grounded kopper, der består af 50 procent kaffegrums kombineret med en biopolymer baseret på fermenteret madolie. Materialet er fuldt bionedbrydeligt og udviklet på baggrund af Groundeds egen forskning i nye bæredygtige materialer.
“Vi arbejder bevidst med at skabe produkter, der kan bringes tilbage i de miljøer, råmaterialerne kommer fra. Hvis affaldsstrømmen kommer fra kaffe, skal den også kunne bruges i den sammenhæng igen. Det gør både produktet mere gennemsigtigt og den cirkulære historie stærkere,” fortæller Tinus Byrgesen.
Ud over kaffegrums undersøger Grounded allerede flere nye affaldsstrømme, blandt andet restproduktet mask fra ølproduktionen. Sammen med DI Produktions forløb Cirkulær Forretning er virksomheden i gang med at udvikle en ølkop baseret på mask, som på sigt skal kunne erstatte traditionelle plastikkrus til eksempelvis events og festivaler. Ølkruset er ét af flere tiltag i Groundeds arbejde med at skabe affaldsbaserede materialer som reelle alternativer til plast i flere produktioner.
“Vi sigter efter at kunne lave alt, hvad aftager en affaldsstrøm fra en given virksomhed, og så lave noget nyt til dem på deres specifikke produkt,” forklarer Tinus Byrgesen.
Grønne løsninger skal være et konkurrencedygtigt valg
For Grounded giver det kun mening at udvikle cirkulære produkter, hvis de også er prismæssigt konkurrencedygtige. I mange år har bæredygtige alternativer været dyrere for både virksomheder og forbrugere, og netop det ser Grounded som en barriere for den grønne omstilling.
“Der har længe været en fortælling om, at bæredygtige alternativer godt må koste mere, men når man bruger affald som råmateriale, kan man faktisk skabe produkter, der både er grønne og prismæssigt konkurrencedygtige,” fortæller Marcus Byrgesen.
Virksomhedens mål er klart: “Vi vil gerne sælge priskomparative produkter og gøre bæredygtighed til en no-brainer,” fortæller Tinus Byrgesen.
Potentialet ligger ikke kun i råmaterialerne, men også i selve produktionen. Grounded har erfaret, at deres materialer kan forarbejdes ved lavere temperaturer end traditionel plast, hvilket reducerer energiforbruget og åbner for nye muligheder for at optimere omkostningerne.
Råd til andre virksomheder
For Grounded har stærke samarbejder været afgørende fra starten. Indsamling, test, produktion og den kommercielle del af arbejdet kræver forskellige partnere, og netop det ser virksomheden som en vigtig læring.
“Et rigtig godt råd, som vi selv lærte lidt sent, er at finde de rette samarbejdspartnere. Der er ikke nogen, der kan bære den grønne omstilling alene,” fortæller Marcus Byrgesen.
Samtidig opfordrer Grounded virksomheder til at få et bedre indblik i deres egne affaldsstrømme. Mange er ikke klar over, hvor store mængder de producerer, eller hvilken værdi affaldet reelt kan have. Da Grounded kortlagde affaldet hos en større dansk virksomhed, viste det sig eksempelvis, at hovedkontoret kasserede omkring to ton kaffegrums om ugen.
“Et andet råd er at se mulighederne i det, man smider ud. Langt de fleste har affald, som de faktisk ikke er klar over, hvor meget enten er værd, eller hvor stor mængde de producerer,” fortæller Marcus Byrgesen.