11.05.26 DI Produktion Nyheder

Automatisering sikrer global konkurrenceevne og lokale arbejdspladser hos Envases i Skive

For Envases i Skive er automatisering ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for at blive på Danmarkskortet. Produktionen er siden 2011 blevet fordoblet uden flere medarbejdere. Det er sket gennem målrettede investeringer i automatisering, som i dag gør det muligt at producere i Danmark og sælge til internationale markeder. En udvikling, der både har styrket konkurrenceevnen og fastholdt over 150 arbejdspladser i det midt- og vestjyske.

Envases Europe er en del af en familieejet, mexicansk koncern, der producerer metalemballage til blandt andet fødevarer, drikkevarer og industrien. I Danmark er fokus på fødevareemballage, og i Skive er fabrikken specialiseret i aluminium.

“Her på Skivefabrikken producerer vi primært emballage til fødevareindustrien, især til fisk. Men vi ser også en stigende efterspørgsel fra andre segmenter som paté, ost og kæledyrsfoder,” fortæller Michael Nielsen, fabrikschef hos Envases Skive.

Automatisering er en forudsætning for at producere i Danmark

Produktionen i Skive foregår under høje lønomkostninger, og derfor har automatisering været afgørende for virksomhedens udvikling. Siden Envases overtog fabrikken, er produktionen fordoblet uden at øge bemandingen.

“Fra 2011 og frem til i dag har vi fordoblet vores output via investeringer i automatisering. Det er automatisering i robotter, håndtering og maskineri,” siger Michael Nielsen.

Automatiseringen har gjort det muligt at producere i Danmark og samtidig konkurrere på internationale markeder.

“Vi er specialister i at producere heroppe. Vi er konkurrencedygtige i Skive og kan sælge til Afrika. Det siger noget om, hvor langt automatiseringen har bragt os,” siger Michael Nielsen.

Automatisering sikrer arbejdspladser i Skive

Automatiseringen har haft stor betydning for både virksomheden og det lokalsamfund, den er en del af. Uden investeringerne ville det ifølge Michael Nielsen sandsynligvis ikke have været muligt at bevare produktionen i Skive: “Hvis vi ikke havde taget den her rejse, var det overvejende sandsynligt, at der ikke havde ligget en fabrik i Skive i dag.”

I dag beskæftiger fabrikken omkring 150 medarbejdere. Dertil kommer aktivitet hos underleverandører og transportvirksomheder i det midt- og vestjyske, som er afhængige af produktionen.

“I det midt- og vestjyske sidder jeg i et netværk med andre fabrikschefer, og de siger alle, at det her er unikt. Den automatiseringsgrad og de hastigheder, vi producerer med, ser de ikke andre steder,” siger Michael Nielsen.

Medarbejderne spiller en central rolle

Automatiseringsrejsen har ikke handlet om at reducere medarbejdere, men om at ændre arbejdsopgaverne og skabe en mere varieret hverdag. Ensidigt gentagende arbejde er i stigende grad erstattet af opgaver, der kræver overblik og selvstændighed.

“Medarbejderne får ikke længere ensidigt gentagende arbejde. De skal ikke bruge hænderne på samme måde som tidligere, men i højere grad bruge hovedet,” siger Michael Nielsen.

Det kræver både kompetenceudvikling og en aktiv indsats fra ledelsen at få medarbejderne med. Brian Tjørnlund, teknisk chef hos Envases Skive og en central drivkraft bag automatiseringen, understreger, at involveringen er afgørende fra starten.

“Det kan ikke lade sig gøre uden at involvere medarbejderne. Det er dem, der skal få det til at fungere i praksis,” siger Brian Tjørnlund.

Derfor er rådet fra Michael Nielsen til andre virksomheder, der overvejer en tilsvarende rejse, også klart: "Lav en strategi, hold kursen og involvér medarbejderne. Det er dem, der skal få det til at leve i hverdagen."

Olivia Kjøller Jacobsen
Skrevet af:

Olivia Kjøller Jacobsen

Relateret indhold