02.03.26 DI Produktion Nyheder

Plads til forskellighed sikrer virksomheder vigtig arbejdskraft

Virksomheder med viljen til at gå forrest og styrken til at levere ved, at der skal være plads til alle medarbejdere – også dem med forskellige behov. Det handler ikke om kun om social ansvarlighed, men om at sikre den arbejdskraft og de kompetencer, der skaber konkurrencekraft.

Der er meget, der forandrer sig i Produktionsdanmark. Teknologi, kompetencekrav og globale markeder flytter sig hastigt. Men midt i forandringerne er der noget, der består: Fællesskabet, ansvaret og viljen til at skabe plads til flere. Og det er der hårdt brug for i en virkelighed, hvor varme hænder og kompetencer til produktionssektoren er for nedadgående.

Det sætter DI Produktion fokus på med en ny kampagne, der viser, hvordan produktionsvirksomheder arbejder aktivt med at få flere medarbejdere med — også dem, der har forskellige behov eller udfordringer.

Hvis vi skal finde de hænder, vi kommer til at mangle i fremtiden, er vi nødt til at løfte blikket og få øje på et bredere arbejdskraftpotentiale. Med kampagnen sætter vi fokus på, at der findes mange mennesker med kompetencer og motivation, som i dag står uden for arbejdsmarkedet — men som kan blive en værdifuld del af produktionsvirksomhederne, hvis rammerne er de rigtige,” forklarer DI Produktions branchedirektør Peter Trillingsgaard.


Arbejdskraft kalder på nye løsninger

Potentialet er til at få øje på. Tusindvis af unge står i dag uden for både job og uddannelse, samtidig med at virksomheder mangler hænder. I alt står omkring 65.000 unge uden for både beskæftigelse og uddannelse — og heraf har cirka halvdelen en diagnose, mens en sjettedel lever med ADHD eller ADD.

Samtidig vurderes det, at 15–20 procent af den arbejdsdygtige befolkning har anderledes behov — enten synlige eller usynlige — som kan kræve, at opgaver, tempo eller rammer tilrettelægges lidt anderledes.

Her kan produktionsvirksomheder spille en nøglerolle, fordi de ofte rummer en bred vifte af opgaver og funktioner, der kan tilpasses den enkelte. Mange er allerede i gang: 33 procent af produktionsvirksomhederne har udsatte unge ansat, og hele 73 procent peger på, at de har opgaver, der egner sig til ufaglærte unge.

“Produktionsvirksomheder er vant til at få ting til at lykkes i praksis. Det gælder også, når det handler om at skabe plads til medarbejdere, der har brug for lidt andre rammer for at kunne lykkes i et job,” siger branchedirektør Peter Trillingsgaard, DI Produktion, og fortsætter:

“For mange virksomheder starter det med et socialt engagement — men det ender med at handle om arbejdskraft, kompetencer og konkurrencekraft.”


Plads til forskellighed i praksis

I kampagnefilmen møder vi en række medarbejdere og produktionsvirksomheder, hvor rummelighed ikke er en hensigtserklæring, men en del af hverdagen.

Her er der plads til medarbejdere med ADHD, PTSD og andre synlige og usynlige handicap. Der er forståelse for, at nogle medarbejdere arbejder i et andet tempo end flertallet. Og der er tillid til, at mennesker, der har været ramt af sygdom eller kriser, kan finde fodfæste igen. Andre har brug for en mere fleksibel vej ind på arbejdsmarkedet, hvor der er mulighed for at gøre arbejdet på sin egen måde og i sit eget tempo.

Fælles for virksomhederne er, at de ser potentialer før begrænsninger — og indretter opgaver og rammer, så flere kan bidrage. Potentialet er med andre ord til stede — og mange produktionsvirksomheder er allerede i gang.


En styrke for både virksomhed og samfund

Når virksomheder arbejder målrettet med at skabe rammer, der gør det muligt for flere at være med, skaber det værdi på flere niveauer. For den enkelte betyder det tilknytning, identitet og livskvalitet.
For virksomheden betyder det adgang til arbejdskraft og kompetencer. Og for samfundet betyder det flere i job.

“Vi ser igen og igen, at når virksomheder tør tænke lidt bredere i, hvordan opgaver kan tilrettelægges, så åbner der sig et helt nyt rekrutteringsgrundlag. Det kræver vilje — men Produktionsdanmark har både viljen til at gå forrest og styrken til at levere,” siger Peter Trillingsgaard.

Et uudnyttet potentiale

  • 65.000 unge er hverken i job eller under uddannelse — heraf har ca. halvdelen en diagnose, og en sjettedel ADHD/ADD.
  • 15–20 % af den arbejdsdygtige befolkning har anderledes behov — synlige eller usynlige.
  • 33 % af produktionsvirksomhederne har allerede udsatte unge ansat.
  • 73 % har opgaver, der egner sig til ufaglærte unge.

Relateret indhold